Click Image for full size
Normalt tænker man på at farvefotos var noget der opstod omkring Anden Verdenskrig, hvor det dog stadig var standarden at fotos var sort/hvide. Men faktisk er farvefotoet var allerede opfundet før 1903, hvor brødrene Lumière tog patent på processen med at fremstille farvefotos. Men det var en besværlig og dyr process, hvorfor der helt op til tiden omkring Anden Verdenskrig for det meste blev taget sort/hvide billeder, der så efterfølgende kunne blive manuelt farvelagt.
Når man så finder farvefotos fra før den tid der ikke er håndfarvelagt, er det noget af en raritet af rang. Og farvefotos fra Første Verdenskrig hører så absolut til sjældenhederne. Derfor måtte jeg ind og kigge på “World War One Color Photos”, som en af mine venner gjorde mig opmærksom på.
Jeg kan kun anbefale at man lægger et besøg forbi dette websted og nyder de historiske, i flere betydninger, farvefotos fra Første Verdenskrig.
Borgmester Nicolai Wammen i Århus, vil gerne at byen skifter navn tilbage til dobbelt-a istedet for bolle-å, da det ifølge ham og andre vil gøre det nemmere at markedsføre byen internationalt. Hvordan det lige harmonerer med at man derved skruer tiden tilbage til for retskrivningsreformen af 1948, hvor bolle-å blev indført istedet for dobbelt-a (og navneord ikke længere skulle skrives med stort) er lidt uklart.
Egentlig synes undertegnede at det er helt iorden at Århus gerne vil anvende Aarhus som den officielle stavemåde for byen, dog ikke med den anførte begrundelse. Hvis man gerne vil anvende Aarhus istedet for Århus, bør det være af historiske årsager, på samme måde som navne som f.eks. “Østergaard” ikke automatisk blev lavet om til “Østergård” ved retskrivningsreformen – da dette ville være et utilstedeligt indgreb i personens identitet. På samme måde kunne Århus hævde at byens identitet var ændret ved indførelsen af bolle-å-stavemåden, men det er jo ikke det der er argumentet – det er snarere at man gerne vil internationaliseres og slippe for de vanskelige danske og skandinaviske bogstaver “Æ”, “Ø” og “Å”.
Dette er og bliver dog en omvendt argumentation. I mange år har dette problem spøgt indenfor IT-verdenen, hvor tastaturer og tegnsæt har gjort det besværligt at anvende disse specielle tegn, men istedet for at give op har forskellige ildsjæle taget kampen op i diverse internationale fora og standardiseringsorganer, og nået langt. Ikke at situationen er løst, hvilket dette forslag vidner om, men det vil da være lidt af en opgivende holdning, blot at rulle om på siden og give op.
Hvad bliver det næste? Et skrækeksempel kunne være at turistrådet på Ærø ville gøre øens navn mere internationalt og undgå disse “uheldige” danske tegn, og omdøbe øen til “Aeroe” – visse IT-folk med nogle år på bagen, vil måske foretrække “[r|” (ISO-646) 
Det er idag 28 år siden at den første IBM PC så dagens lys, og gjorde begrebet PC (Personal Computer) til et hverdagsbegreb.
Det hele startede i 1980 hvor IBM for første gang havde kontakt med Bill Gates fra Microsoft, om at levere et operativsystem til IBMs nyeste tys-tys projekt med at skabe en personlig computer, bygget udelukkende af hyldevarer. Produktet blev præsenteret for verdenen d. 12 August 1981 og resten er som man siger historie…
De tekniske data for den første IBM PC var:
- Processor: 4.77 MHz Intel 8088 samt en valgfri Intel 8087 matematisk co-processor.
- Indbygget programmeringssprog: IBM Basic (produceret og licenseret til IBM af Microsoft)
- Tastatur: 83 taster, 10 funktionstaster samt numerisk tastatur.
- Lagringsmedie: 1 eller 2 fuldhøjde 5.25″ 160 Kbytes floppydiskettedrev (harddisk kom først senere).
- Hukommeĺse: 16-64 Kbytes RAM (Random Access Memory) samt 64 Kbytes ROM (Read Only Memory).
- Tone Generator: Indbygget højtaler
- Udvidelseskapacitet: 5 interne 8-bit ISA slots.
- Yderligere muligheder: Asynkron kommunikation med databaser, andre computere, laboratorieudstyr og andet udstyr via et standard RS-232C asynkron adapter (Seriel Port)
Idag for 2489 år siden[1] faldt Kong Leonidas I af Sparta ved Slaget ved Thermopylæ, slaget der gødede jorden for Vestlig civilsation og lagde grunden til Persiens forfald som supermagt. Det var også her at nationalismen blev født, da dette slag lagde grunden til at Grækenland blev til en nation istedet for en række individuelle bystater. På baggrund af dette slag og de efterfølgende slag mod de persiske styrker kunne Alexander den Store begynde sit lange felttog og erobre det meste af det persiske rige, og grundlægge den vestlige kultur, der senere spredte sig til resten af Europa.
Betydningen af dette slag kan stort set ikke overdrives, hverken militærhistorisk, heroisk eller kulturelt, som det slag der om noget afgjorde Grækenlands og den vestlige verdens fremtid — om en gruppe krigere der mest af alt kæmpede for en idé om frihed og nægtede at undelægge sig en overlegen fjendes overhøjhed.
History Channel har lavet et par udsendelser om Slaget ved Thermopylæ, som man bør se, især hvis man kun kender historien fra filmen “300”, disse kan ses på YouTube her:
Yderligere har History Channel lavet “The Last Stand of the 300”:
[1] Pedanter kan regne efter hvornår det reelt var i forhold til den Gregorianske kalender, justere for akkumulerede fejl efter den Julianske kalender og omregne til hvilken type kalender der blev brugt af hhv. Perserne og de græske bystater på det tidspunkt eller omregne til AUC (Ab Urbe Condita – fra Roms grundlæggelse 753 f.Kr.)
Bloggen har ligget lidt stille, da jeg har været på sen-sommerferie i Berlin, en by jeg ikke har set siden 14 dage før DDR holdt op med at eksistere…
Jeg skal love for at der er sket meget med byen i de knap 20 år der er gået siden da. Især efter at Berlin igen har indtaget sin retmæssige plads som Tysklands hovedstad. Der er utallige nye bygninger, mængder af gamle bygninger der enten er eller stadig er under restaurering, især mange af de prægtige bygninger langs “Unter den Linden” men også i resten af Berlin. Man kan ikke undgå at få det indtryk at Berlin er en by i stadig forandring og dog stadig er godt og solidt forankret i historien.
Måske lidt atypisk for Tyskland, møder man her en vis stolthed over sin historie en historie der rækker langt længere tilbage end første halvdel af 1900-tallet. Men naturligvis spiller historien fra nazisterne i 1930erne og 1940erne samt delingen af Berlin efter 1945 og den konstante trussel fra kommunismen mod øst, en betragtelig rolle i Berlins selvopfattelse. Det er dog min opfattelse at den sammenblanding der er sket i Berlin mellem øst- og vesttyskere, er en unik blanding der har styrket berlinernes historiske forståelse for sig selv og deres plads i historien, de er mindre rodløse end mange andre tyskere (og andre europæere i det hele taget) de har haft historien helt tæt ind på livet indtil for relativt kort tid siden, og har ikke glemt deres rødder, kultur og traditioner som i mange andre storbyer i Tyskland og andre steder.
Udviklingen i Berlin går i samme retning som andre tyske og europæiske storbyer, mod multikulturalisme og skyldsfølelse efter Anden Verdenskrig, men modsat andre steder synes der i Berlin også iblandet en vis portion stolthed over hvordan man har klaret sig siden da, samtidig med den lange historiske ballast fra før Adolf og kompani lagde grunden til den kollektive tyske skyldsfølelse og udbredte pacifisme. Og hvis der er noget sted i Tyskland der formår at smide denne malplacerede skyldsfølelse for tidligere generationers fejltagelser væk tror jeg at det er i Berlin.
Det er på tide at Tyskland igen indtræder som en normal nation, med interesser og ambitioner, uden at skulle undskylde for deres eksistens og tidligere fejltagelser. Historien skal ikke glemmes, men den skal heller ikke blive en hæmsko for en naturlig udvikling af en sund og stærk nation, der vil kendes ved sin historie, ikke blot de dårlige sider, men i høj grad også de positive sider.
Historisk set har Tyskland spillet en overordentlig vigtig rolle i Europæisk historie, på godt og ondt, og været lokomotivet og drivkraften i den Nord-europæiske kultur og stået som et alternativ til den Romanske og Syd-Europæiske kultur. Det er på tide at Tyskland vågner op og smider den selvudslettende skyldsfølelse af sig, og igen indtager sin retmæssige plads i Europa. Alt for længe har Middelhavskulturen været for fremherskende i Europa, uden nogen nævneværdig modvægt, og Tyskland har for længe spillet med på denne melodi og givet især Frankrig en dominerende rolle i efterkrigens Europa, uden nogen passende modvægt.
Det har traditionelt været fra modspillet mellem Frankrig og Tyskland og tildels Italien (Vatikanet) der har skabt de Europæiske identiteter og idé-strømninger gennem tiderne. Konkurrence på højt niveau indenfor religion, kultur, litteratur, politik, med meget mere… Til tider er bølgerne gået højt, men det er netop når der hersker en ånd af konkurrence og kappestrid at ideer udformes og dannes. Hvis man blot rører det hele sammen til en ensartet pærevælling, forsvinder denne dynamik og udviklingen går i stå, indtil de enkelte elementer i den sammenrørte masse begynder at udskille sig igen og kræve deres ret til at leve på deres egen specielle måde uden at skulle assimilere sig med nogen man er dybt uenige med.
Dette er hele humlen ved at have nationalstater, det er en naturlig opdeling i samfund hvor man kan leve i sammen med ligestillede, med et omkringliggende samfund til at værne om de rettigheder som borgerne i disse samfund kan blive enige om. De eksisterende nationalstater i Europa, er blevet til gennem flere hundrede år, hvor grænserne mellem nationalstaterne er blevet til under indflydelse af sprog, etnicitet, vaner, kultur og til tider krig. Og selv om der er nogle få uhensigtsmæssigheder i grænsetrækningen, er det overordnede billede at grænserne er yderst fornuftigt placeret. De fleste vil nok mene at de har mere tilfælles med deres landsmænd end med befolkningen på den anden side af grænsen. Der er nationale særpræg der gør sig gældende, de fleste er så selvfølgelige at vi ikke lige tænker over dem, men de er der og hvis man på et tidspunkt befinder sig på den anden side af grænsen vil man kunne komme ud for nogle ret store overraskelser, når man finder ud af at de særpræg der findes på den anden side er meget forskellige fra dem man kender hjemmefra.
Hermed ikke sagt at de fremmede særpræg er dårligere eller bedre end dem man er vant til, men de er ihvertfald anderledes og til tider også yderst overraskende. Derfor er det også naturligt at nationalstaterne opstod som en naturlig udvikling fra klan-samfund, gennem feudalsamfund og slutteligt i nationalstater. Det er naturligvis fristende at videreskrive udviklingen fra nationalstater til super-nationalstater, især i denne globalistiske tidsalder, men det er en utopi der kun kan komme til at virke hvis denne super-nationalstat får diktatoriske beføjelser og hårdt og brutalt sørger for at undertrykke særpræg skiller sig ud fra mængden, ellers skiller pærevællingen og man bevæger sig ud i en situation hvor løsrivelsesbevægelser vil opstå. Man kan sige at sådanne super-nationale entiteter bærer kimen til løsrivelsesbevægelser eller i værste fald borgerkrig i sig selv.
Det er denne bane som EU er på vej ind i, hvor de nationale særpræg undertrykkes og regler, skikke og identitet søges “harmoniseret”, således at vi skal føle os som europæere istedet for danskere, tyskere, franskmænd, etc. Men det er en stor illusion, for en sådan harmonisering kan kun ske ved at tage folks særpræg fra dem og med diverse tvangsforanstaltninger sørge for at undertrykke alt der skiller sig ud fra idealet. Der bliver således ikke plads til forskellighed, men ensretningen hyldes, under mere positive termer, naturligvis… Vi skal harmoniseres, ikke ensrettes, vi skal have ensartede regler for at undgå snyd, ikke fordi disse ensartede regler er de bedste, men fordi de er ens. Ens bliver der operative ord, hug en hæl og klip en tå, vi skal alle være ens. Nationale særpræg skal undertrykkes, kulturerne skal harmoniseres og gøres fælles. Enhver der tænker denne tanke til ende vil kunne se at dette ikke er en formel for “Fred, Frihed og Stabilitet”, men snarere en formel for “Uro, Borgerkrig, Undertrykkelse og Ustabilitet” – Vi kender situationen fra Jugoslavien, der fungerede fint sålænge Tito og kommunismen holdt de forskellige etniske grupperinger nede, men da Tito døde og kommunismen var sygnet hen faldt landet fuldstændigt fra hinanden på ingen tid, med krig og ufred som følge.
EU virker lidt på samme måde som Tito, men bevæger sig langsommere og mere møjsomt frem til samme form for enhed mellem EU medlemslandene som Jugoslavien var, men målet er samme form for enhed, selvom det kompliceres af at Europæerne er langt mere divergerende kulturelt, etnisk og sprogmæssigt end “Jugoslaverne” nogenside var. Metoden er også anderledes for indeværende, istedet for en hårdhændet fremfærd, forsøger man med fløjlshandsken med “bestikkelser” man bestikker de enkelte nationer med goder og støtteordninger, for at få dem med på vognen, siden reducerer man disse støtteordninger når landene har bidt sig godt på krogen, og bruger yderligere bestikkelser hvis der er problemer, omend vi er nået et punkt hvor guleroden ikke er det eneste middel, pisken er også ved at blive synlig, i form af diverse straffeforanstaltninger. Det lyder mere humant, men jernnæven er der stadig, selvom den er iklædt en fløjlshandske.
Det bedste middel mod at komme ind i dette uføre er at støtte de nationale særpræg og stå fast på retten til at bevare disse, og dette gøres ikke ved at udvande disse særpræg og “frivilligt” afstå suverænitet til supernationale-entiteter, nationen er først som sidst den enkelte borgers værn for at bevare sin medbestemmelse og særpræg.
Samarbejde og samhandel er godt og sundt, sålænge det foregår mellem ligeværdige nationer der respekterer hinanden, men det er jo lige det som EU netop ikke er. Derfor er det vigtigt at bevare nationalstaterne for at kunne have dette ligeværdige samarbejde og samhandel og på samme tidspunkt have en positiv og dynamisk konkurrence mellem staterne om at udvikle dem hver især for at få nye og frugtbare ideer kunne videreudvikle nationerne på hver deres måde i samspil med hinanden.
Click Image for full size
