Stille og roligt har demokratiet i Honduras vundet sejren, i og med at USA ikke længere truer med sanktioner mod Honduras for at have skilt sig af med Zelaya. Ligeledes vil det amerikanske udenrigsministerium ikke længere kræve at Zelaya genindsættes i præsidentembedet. Det viste sig at USAs senat ikke kunne finde nogen legal begrundelse for at Honduras’ højesterets afvisning af at lade Zelaya forblive præsident ud over den periode der er foreskrevet i Honduras’ forfatning, skulle kunne udgøre et “militærkup”.
På trods af dette fortsætter USA med at protestere over fordrivelsen af Zelaya fra præsidentposten og støtter mæglingsbestræbelserne gennem Costa Ricas præsident Oscar Arias, men udeblivelsen af sanktioner mod Honduras, betyder i realiteten at Honduras’ demokrati og retssystem har vundet.
Meget kunne have end anderledes… Venezuelas præsident Hugo Chavez truede med at invadere Honduras, men måtte sande at han ikke havde magt som han havde agt. Den truende civile uro som Zelaya havde truet med ville opstå, udeblev da den Honduranske befolkning forbløffede verden ved at støtte op omkring deres parlament, højesteret, rigsanklager, virksomheder og kirke der alle erklærede at Zelaya havde forbrudt sig mod forfatning og måtte afsættes. Zelaya kunne have genvundet magten, men kun ved at blive diktator og dermed sætte Honduras’ demokrati ud af kraft.
Men den mest alvorlige trussel mod Honduras var sanktioner fra USAs side, da landet er dybt afhængig af handel med USA, da denne handel udgør omkring 80% af landets samlede handelsindtægter. Så uden sanktioner fra USA er Zelayas chancer for at vende tilbage som præsident fordampet.
Dette betyder naturligvis ikke at alle trængsler er ovre for Honduras, men det værste er overstået, indtil videres.
Ifølge forlydender er Zelaya vendt tilbage til Honduras, der meldes indtil videre ikke om hvilken modtagelse han har fået…
Udsmidt præsident er tilbage i Honduras
Af KAARE SØRENSEN, jp.dk’s korrespondent i USA — Offentliggjort 24.07.09 kl. 22:44
Manuel Zelaya blev smidt ud af præsidentpaladset og sendt til Costa Rica. Nu er han tilbage igen.
Efter en flere timers anspændt situation krydsede den afsatte præsident Manuel Zelaya fredag grænsen tilbage til Honduras.
Det skete fra Nicaragua, hvor den tidligere præsidenten har opholdt sig i den seneste tid.
Zelaya var omringet af tusindevis af tilhængere og journalister.
Det er usikkert om Zelaya vil blive i Honduras – eller om han vil vende tilbage til Nicaragua igen.
Smidt ud af landet
Zelaya, der blev fløjet til Costa Rica af honduransk militær, sagde, at han havde støtte fra hele det internationale samfund, og at han ventede, at militæret ville ændre opfattelse og støtte ham, når han vendte tilbage.
Den styrtede præsident frygtede derfor heller ikke beskeden fra landets midlertidige udenrigsminister om, at Zelaya ville blive anholdt, hvis han vendte tilbage til Honduras, oplyser ritzau.
Manuel Zelaya har tidligere understreget, at han agter at afslutte sin nuværende regeringsperiode, der løber ud til januar, og han har ingen planer om at lade sig genvælge.
Præsident Zelaya blev smidt ud af landet af Kongressen, Højesteret og militæret, efter at han med en folkeafstemning forsøgte at ændre forfatningen, så det blev muligt for præsidenter at sidde længere end en enkelt fireårig periode.
*** Opdatering 2009.07.25 ***
Det viser sig at Zelayas rejse ind i Honduras, mere var et PR-stunt end noget andet, han havde rejst til den Nicaraguanske-Honduranske grænse, med et opbud af støtter på begge sider, samt Honduranske soldater der bevogtede grænsen. Her trådte han kort ind over grænsen, og bevægede sig kort tid efter tilbage til den Nicaraguanske side af grænsen. Så alt i alt var det mere en demonstration end en egentlig tilbagevenden til Honduras.
Ydermere ser det ud til at Zelayas stunt er ved at bringe splittelse ind i rækken af hans støtter…
Venezuelas præsident Hugo Chavez sammen med Evo Morales i Bolivia og Rafael Correa i Ecuador, er ved at danne skole for at få ledere i Syd- og Mellemamerika til at prøve at ændre deres landes forfatninger, således at de kan blive ved magten på ubestemt tid. Indtil videre er dette slået fejl i Honduras, men det holder ikke f.eks. Nicaraguas præsident Daniel Ortega fra at prøve at gøre sine læremestre og kumpaner kunsten efter (samtidigt med at han huser den afstatte Honduranske præsident Zelaya og støtter hans genindsættelse i Honduras). Så Ortega har bestemt at der skal afholdes en folkeafstemning så “folket kan bestemme, om de vil belønne eller straffe” deres politiske ledere ved et præsidentvalg.
Forfatningen i Nicaragua foreskriver at man kun kan sidde som præsident i én valgperiode af gangen og ialt maksimalt i to valgperioder. Men dette ønskes omgjort ved en folkeafstemning, som hvis den følger i fodsporerne på Ortegas læremester allerede er afgjort til Ortegas fordel.
Ville det ikke være nemmere blot at offentligøre resultatet samtidigt med at valget udskrives, så vælgerne ikke behøver at stemme, deres stemmer kendes jo allerede på forhånd. Det ville også kunne spare på statsfinanserne, i disse krisetider. Og med lidt god PR og markedsføring kan man muligvis også eksportere modellen til Nordamerika.
For dem der har fulgt med i sagen om Honduras, enten her på bloggen eller i medierne, vil vide at dem der støtter Honduras’ afsatte præsident Manuel Zelayas krav om at vende tilbage som præsident i Honduras, gør dette med udgangspunkt i at sikre demokratiet. Dette sker på trods af at alt tyder på at det er dem der har afsat Zelaya der er demokratiets egentlige forkæmpere i denne sag, de har forfatningen på deres side, de har et parlamentarisk flertal selv blandt Zelayas partifæller og alt tyder på at de også har folket bag sig.
Men ville Zelaya ikke lave en demokratisk afstemning om hvorvidt han skulle gives yderligere år som præsident, og ville en sådan folkeafstemning ikke overtrumfe forfatningen, som jo så nødvendigvis måtte ændres i fald, folket stemte for at Zelaya skulle have yderligere magt. Dette måtte have været Zelaya’s køreplan, og på bedste vis havde han også planlagt det hele helt ned i detaljerne, intet var overladt til tilfældighederne, bortset fra at han ikke havde forestillet sig at blive sat fra magten før afstemningen havde fundet sted. Ude af landet er de Honduranske myndigheder kommet i besiddelse af Zelayas computere og har blandt andet fundet de officielle og bekræftede resultater af den afstemning som aldrig fandt sted – som sagt intet overladt til tilfældighederne, vælgerne kunne have stemt som de lystede, resultatet var givet på forhånd.
Opdatering
Efter at have læst lidt mere på de spanske kilder (dechifreret nærmere, da mit spanske nærmest er ikke-eksisterende) og ved at se en artikel på Slashdot omkring dette emne, viser det sig de omtalte computere, er såkaldte elektroniske stemmebokse, eller rettere 45 af slagsen der alle indeholdt de bekræftede valgresultater, allerede inden valget var udskrevet. Jo mere man læser om denne farce jo mere sympati får man for at Honduras gjorde det eneste rigtige at gøre, nemlig at vise Zelaya døren ud af landet.
På en konference i Managua, Nicaragua; gav den nu afsatte præsident Jose Manuel Zelaya, mandag den midlertidige præsident Roberto Micheletti og Honduras’ regering et ultimatum: Hvis de nuværende forhandlinger ikke bringer ham tilbage som præsident, vil han se sig nødsaget til at gribe til andre midler.
Hvad disse andre midler indebærer, er ikke godt at vide. Zelaya er ikke just populær i Honduras og hans støtte blandt befolkningen var allerede kraftigt dalende inden hans afsættelse, så man skal nok ikke vente det store folkelige oprør. Militæret i Honduras er heller ikke just hans forbundfælle, hvilket efterlader udefrakommende intervention. Det er sandsynligt at Zelaya kan fremtvinge diverse erklæringer og sanktioner fra overnationale organisationer som FN, OAS og EU, hvilket kan være yderst ubehagelige for Honduras. Men ud over dette er det ikke meget som han kan gøre, der er næppe nogen andre lande der har interesse eller muligheder for at genindsætte ham med magt.
Man kan håbe på at Honduras har kræfterne til at udstå en periode med sanktioner og pålagte handelsmæssige restriktioner, og ikke giver køb på deres nationale lov og ret for ikke at tale om deres suveræne ret til selvbestemmelse.
Situationen i Honduras er vigtig fordi den på udemærket vis viser nogle af de vigtigste sider af hvad det vil sige at være et demokratisk land og på samme tid viser at de lande som ellers brøster sig med at være demokratiske lande ikke fuldt ud har styr på deres egne værdier.
Nuvel, basalt set kan man jo sige at ethvert land hvor den øverste ledelse er valgt af folket ved frie valg, hvor der ikke har været nævneværdige episoder af snyd eller andre uregelmæssigheder, kan kalde sig selv for demokratiske. Men en så snæver definition er vel ikke det de fleste mennesker forbinder med betegnelsen “Demokrati”, ihvertfald ikke i Vesten. Her bliver begrebet “Demokrati” opfattet som en mere kompleks størrelse, hvor frie og hemmelige valg naturligvis er en hjørnesten i systemet, men dette kan ikke stå alene. Normalt vil man for at et land kan opfattes som demokratisk også kræve at det opfylder Montesquieu’s adskillelse af magten, oftest som tredelingen af magten (logivende, udøvende og dømmende), samt lighed for loven (“Rule of Law eller “Retsstatsprincipper”). Hertil kommer en række andre kendetegn ved et sundt demokrati, mest betydningsfuldt er “mindretalsbeskyttelse”, som dog oftest er dækket af retsstatsprincipperne.
Så grundlæggende ved et sundt demokrati er at der er lagt begrænsninger på hvad en ledelses eller et flertals magt, magtens tredeling er netop et forsøg på at dele magten op således at ingen enkelt enhed eller person bliver enerådende. I tilfældet Honduras, var det præcist hvad der var under opsejling – landets præsident, mente sig berettiget til at overhøre landets forfatning, landets parlament, landets højesteret og enerådigt, og i modstrid med forfatniningen, udskrive folkeafstemning om hvorvidt han skulle have lov til, i strid med forfatningen, at have yderligere valgperioder som præsident. Han havde ikke tiden (eller lysten) til at vente og lave det lange seje træk som hans forbundsfælle i Venezuela, Hugo Chavez, havde lavet med at få ændret forfatningen, og derefter lave folkeafstemninger (af tvivlsom validitet), for at lade sig genvælge som diktator på livstid (eller så længe han gider).
Hvad Honduras også har vist er at landets øvrige ledelse ikke ville tillade at landets forfatning blev skamredet på denne måde, og et stort set enigt parlament og retssystem ikke så anden mulighed end at bede militæret om at anholde og afsætte præsidenten og indsætte en midlertidig afløser indtil nyvalg kan finde sted.
På samme tid har krisen i Honduras også vist at lande og organisationer der ellers brøster sig med at være fuldt ud demokratiske, har solgt ud af det demokratiske arvesølv og er mere eller mindre anløbne i kanten. Man kunne forvente dette fra OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) og fra F.N. der efterhånden mere er en slyngelstue for slyngelstater end et demokratisk forum. Mere forbløffende er det når det viser sig at USA og EU landene også viser deres uforbeholdne støtte til den afsatte Honduranske præsident, tværs imod deres påståede demokratiske værdier. Men her skal man måske kigge lidt dybere i kortene for at forstå denne holdning. Obama administrationen har sine forfatningsmæssige kvaler, man behøver vel blot at nævne at der stadig ikke er nogen der har set en gyldig fødselsattest på Barack Hussein Obama, der viser at han i det hele taget var valgbar til præsidentembedet. EU slås stadig med et kæmpe demokratisk underskud, hvor en række ikke-valgte embedsmænd og kommisærer træffer en række vidtgående beslutninger i samlinger der er hemmelighedsstemplede og uden at skulle stå til ansvar overfor nogen og slet ikke vælgerne for deres beslutninger.
Honduras holder trods international fordømmelse af det “påståede militærkup” skansen, og holder på at landets lov og ret overtrumfer diverse internationale divergerende meninger, uanset om disse måtte komme fra USA, FN, EU, OAS m.f.
Den midlertidige præsident Roberto Micheletti udtaler i et interview til Reuters at den afsatte præsident ikke skal gøre sig nogen forhåbninger om at vende tilbage til Honduras, bortset fra hvis han stille og roligt vender tilbage og lader sig stille for en domstol, hvorefter der muligvis kan blive givet amnesti.
På samme måde er landet ved at vende tilbage til normale tilstande, og det natlige udgangsforbud der havde været i effekt siden afsættelsen af Zelaya blev igår hævet. Og valg af ny præsident vil ske senest d. 29. November, altså som planlagt.
Obama blamerer sig igen
Under sit besøg i Rusland udtalte Obama sig om Honduras på følgende måde:
“Amerika kan ikke og bør ikke prøve at påtvinge noget andet land, nogen som helst styreform, ej heller vil vi driste os til at vælge hvilket parti eller individ som skal lede et land… Just som vi mødes her idag, støtter Amerika genindsættelsen af den demokratisk valgte præsident i Honduras, selvom han har gået stærkt imod amerikansk politik. Vi gør ikke dette fordi vi er enige med ham. Vi går det fordi vi respekterer det universelle princip om at folk bør vælge deres egne ledere.”
Alt dette lyder jo fint nok, og er faktisk også i overensstemmelse med hvad der er sket i Honduras og vil ske igen senest i November, hvor der afholdes nyt præsidentvalg. Problemet er bare at der er en ting der overtrumfer et demokratisk valg af en leder, og det er når denne leder bryder landets love og prøver at tilrane sig mere magt end han er beføjet til. Her må og skal retsstaten træde til og sørge for at en sådan ulovlig magttilranelse ikke finder sted, ellers står det jo enhver som først er valgt i et givet land, at gøre sig selv til diktator på livstid, sætte retsordenen ud af spil og generelt gøre som det passer ham. Men det er måske det som Obama, sigter på i forhold til sit eget embede?
Nej, retsstaten står over demokratiet, for uden lighed for loven for høj og lav, er der ikke tale om et meningsfuldt demokrati. Man kan jo blot kigge på den demokratisk valgte ledelse af det Palestinænsiske Selvstyre – Hamas – for at se hvorledes en demokratisk valgt ledelse der lader hånt om retsstaten fungerer.
OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) havde truet med at smide Honduras ud af organisationen, medmindre den honduranske ex-præsident var blevet genindsat senest lørdag. Til det formål havde OAS’ generalsekretær José Miguel Insulza, aflagt besøg i Honduras for at lægge pres på landets styre. Heldigvis stod de fast og Honduras viceudenrigsminister Marta Lorena Alvarado, fortalte at Honduras trak sig fra OAS med øjeblikkelig virkning, og fik foldet OAS’ trussel sammen til et værdiløst krøllet stykke papir. Igen viste Honduras at det besad integritet og ære, modsat OAS, USA, EU, og FN.
Den afsatte præsident Zelaya, har uberettiget fået stor støtte hos bla. OAS (Organisationen af Amerikanske Stater), USA og EU. OAS truer den Honduras regering med at smide landet ud af OAS hvis ikke de har genindsat Zelaya senest i morgen lørdag, USA støtter dette og truer med at bremse al støtte til Honduras, EU trækker sine ambassadører hjem fra Honduras… Alt i alt er Honduras under et umenneskeligt stort pres fra omverdenen, der så gerne vil blande sig i landets indre anliggender, og få det retmæssige styre til at acceptere en præsident der har vist viljen til at sidde landets forfatning, parlament og retsvæsen overhørigt, for at tilrane sig yderligere uberettiget magt.
Det er en situation som sjældent, hvis nogensinde, er set før. Hvor et stort set samlet statsapparat har stået fast på at landets love skal overholdes og selvom overtræderen er landets øverste personlighed, kan denne ikke stå over loven. Desværre er det ikke sådan som mange af verdenens ledere ser situationen, de ser en forbundsfælle der er i problemer og som sådan bør hjælpes med alle tilrådighed værende midler – det kunne jo blive en af dem næste gang. For Zelaya ville jo ikke gribe magten med våben, men gennem en folkeafstemning, og det er jo meget demokratisk, ikke?
Jo det er demokratisk, hvis man mener (som de fleste venstreorienterede gør) at demokrati udelukkende drejer sig om hvad den gældende folkestemning foreskriver. Nærmest et pøbelvælde, hvor enhver demagog og folkeforfører vil kunne få deres sager igennem, blot på befolkningens følelser. Men de fleste glemmer at et succesfuldt demokrati dækker over mere end blot at kunne handle udfra majoritetens følelser, men mere vigtigt indbefatter “retsstaten”, det at alle er lige for loven og loven skal følges samt frihedsrettigheder – det at nationen er et værn for borgene mod overgreb både udefra og indefra kommende. Men faktisk viser det sig at Zelaya har forbrudt sig mod de to sidste punkter, og alt taler for at han yderligere ville have forbrudt sig mod det første punkt tillige. Det viser sig at kun godt 30% af den honduranske befolkning ville støtte at han skulle have lov til at side i mere end én embedsperiode som forfatningen foreskriver, så hans iver for at afholde den forfatningsstridige forlkeafstemning, kunne forlede en til at antage at valgsvindel ville være en oplagt mulighed.
Men nu hvor presset mod Honduras er størst, er det vigtigt at Honduras står fast og ikke giver køb på deres suverænitet om selv at afgøre deres egen skæbne, især når det som det er sket er sket i fuld overensstemmelse med den honduranske forfatning og fuld overensstemmelse med principperne i en retsstat, og hvor statsapparatet og militæret har stillet sig på den honduranske befolknings side i at beskytte dem, mod en leder der ville rage mere magt til sig selv end han var berettiget til. Desværre ser det ud til at Honduras regering er ved at blive lidt bløde i knæene og gerne vil forhandle om at tage Zelaya tilbage på et senere tidspunkt, hvilket er det forkerte signal at sende, med mindre de mener at de gerne vil reservere en plads til ham i et honduransk fængsel.
Honduras præsident Manuel Zelaya, bryder landets love, går imod sit eget parti, parlamentet, øverste valgkommision og højesteret, i et forsøg på at ændre forfatningen, således at han kan forblive præsident ud over den ene periode som det er tilladt ifølge den honduranske forfatning. Men dette stopper vel ikke en driftig venstresnoet præsident, og man har vel venner der ved hvordan man fikser situationen, så med hjælp fra venezuelanske Hugo Chavez, får han fragtet stemmesedler ind i landet (da der var nedlagt forbud mod at sådanne kunne trykkes i Honduras), men militæret nægter at distribuere disse da dette ville være i strid med kendelser fra højesteret og parlamentet. Hvorefter hærchefen og andre fyres af præsidenten. Dette forårsager at militæret bliver bedt om at fjerne Manuel Zelaya fra præsidentposten, hvorefter Roberto Micheletti fra samme parti som præsidenten, indsættes som agerende præsident indtil det kommende præsidentvalg.
Dette er den korte udgave af historien om den afsatte præsident i Honduras, der er flere detaljer, men det vigtigste er at Manuel Zelaya, brød loven og gik imod forfatningen, højesteret og regeringen, hvilket man i en retsstat ikke gør ustraffet (eller ikke bør kunne gøre ustraffet).
Men hvordan har omverdenens reaktioner været? Stort set alle nyhedsmedier og politikere har talt om militærkup og udtrykt sympati og støtte til den afsatte præsident, uden at fortælle ret meget om baggrunden for at han blev afsat. Og for at sætte prikken over i’et udtaler USAs præsident Barack Obama i en samtale med colombias præsident Alvaro Uribe, at kuppet, der væltede Zelaya, var “ulovligt” og tilføjede, at det ville danne “frygtelig præcedens” og opfordrede til internationalt samarbejde for at finde en fredelig løsning på krisen.
Ja det er minsanten en frygtelig præcedens at et statsoverhovede ikke er hævet over loven og forhindres i at bryde landets forfatning, samt sidde parlament og højesteret overhørig, Mr. Obama kunne vel også frygte at komme i samme situation, eller måske nogle af vennerne, og det ville i sandhed være en Frygtelig Præcedens for Mr. Obama. Tænk at skulle regere et land og være tvunget til at overholde landets forfatning og være prisgivet landets højesteret og parlament, sådanne smålige detaljer kan man jo ikke bekymres med når man har en hellig mission, vel?
|
|
