Man ved at Obama er venstreorienteret når…

Grafittimalere bruger tid på at promovere ham!

Rød selvudrenselse blandt DF’s stemmer…

En ny meningmåling fra Gallup viser at DF taber stemmer til oppositionen, primært er det S og SF stemmer der vender tilbage til deres oprindelige udgangspunkt. Hvis denne meningsmåling holder står DF til at miste 3 mandater på denne konto, men nu skal man være yderst varsom med at fæste al for stor lid til meningsmålinger i det hele taget og tæt på omdiskuterede eller kontroversielle sager i særdeleshed. Een ting er at give sin utilfredshed til kende her og nu hvor det er relativt betydningsløst, noget andet er når man står i stemmeboksen, når der er valg.

Men under alle omstændigheder, så bør denne situation mane en smule til eftertanke – Det er egentligt flot klaret at DF har formået at holde en pæn bestand af stemmer fra rød stue som støtter til en regering fra blå stue, siden 2001. Men det er måske på tide at DF gør op med sig selv om de hører til i blå eller rød stue, da denne meningsmåling måske om noget fortæller at der ikke rigtigt er plads til en lilla stue, hvor man skiftevis irriterer de røde og de blå støtter og dermed irriterer hele sit vælgerkorps over tid.

Det ville være yderst forfriskende hvis DF kunne lægge de røde toner på hylden, og tage de lussinger som dette måtte give på kort sigt, for at bekende sig helt på blå side – det kunne endda være at de kunne trække V og K væk fra at flirte for meget med rød stue, og vi kunne måske få et folkestyre tilbage hvor det var ideerne der brydes istedet for en grå masse af politikere der stort set mener det samme og kun adskiller sig i perifærspørgsmål.

Multikultur…

Et Demokratisk Problem…

Når vi vælger politikere til Folketinget gør vi det ved at stemme enten på en politiker personligt, eller ved at stemme på listen, typisk et politisk parti, som vi støtter. Hvis en politiker opnår tilstrækkeligt med personlige stemmer til at opnå et mandat, bliver personen valgt til folketinget og eventuelt ekstra stemmer går til listen.

De såkaldte listestemmer bliver herefter fordelt mellem kandidaterne på den pågældende liste, enten prioriteret efter hvor på listen kandidaten optræder eller efter antallet af personlige stemmer som de enkelte kandidater på listen har opnået. Dette sker således at så mange kandidater fra listen bliver valgt som der er stemmer til, eventuelle personlige stemmer til kandidater der ikke kan opnå at blive valgt overføres til kandidater der kan blive valgt, i det omfang dette er muligt.

Når en kandidat er valgt sidder denne kandidat i Folketinget i den efterfølgende valgperiode, uanset hvorledes kandidaten er valgt, og efter Grundloven, der ikke kender til partier, er kandidaten kun forpligtet til at følge sin egen overbevisning herefter.

Her er det at problemet opstår, når et folketingsmedlem forlader sit parti og bliver løsgænger. I de tilfælde hvor folketingsmedlemmet har opnået valg på grundlag af egne persnlige stemmer, må man vel vedkende sig at dette er folketingsmedlemmets egen suveræne beslutning og denne er fri til at følge sin egen samvittighed og overbevisning. Men er dette også tilfældet når et folketingsmedlem ikke har kunnet opnå valg på egen hånd, men har måttet ty til listestemmer eller andre kandidaters stemmer for at opnå valg? Ville det ikke være mere fair at sådanne kandidater i tilfælde af at de ikke kan stå inde for deres partis holdninger, trækker sig og lader partiets suppleant træde til istedet?

Meningerne herom er utvivlsomt delte, og den praksis der udøves iøjeblikket er i fuld overensstemmelse med Grundloven, så der er ikke noget at komme efter rent juridisk, men er det retfærdigt? Eller er det i det hele taget den rette måde at behandle dette problem på?

En måde at ændre dette er at give mere magt til partierne ved at ændre Grundloven, men mindre kunne også gøre det, således at man ved at tilpassede valgloven således at kun kandidater udelukkende valgt på egne personlige stemmer, kan forlade deres parti og blive løsgængere, andre må trække sig og lade partiets suppleant træde til i stedet.

En sådan løsning vil kunne bremse den politikerlede der opstår når politikere der af forskellige årsager forlader deres parti for enten at blive løsgængere eller for at melde sig under fanerne af et andet parti. Hvilket retfærdigvis af mange opfattes som personlig oppotunisme.

Dette løser dog ikke alle problemer – hvad skal der f.eks. ske i tilfælde af at en kandidat ekskluderes af sit parti? Skal de samme regler gælde? eller skal et parti da fritstille kandidatens mandat, således at denne bliver løsgænger og eventuelt melder sig under fanerne af et andet parti?

Jeg har ikke en færdig løsning på dette problem, og problemet stikker også dybere end Folketinget, det er omend endnu mere et problem i kommunerne. Men det er noget som der bliver nødt til at blive taget vare på, ellers vil den udvikling som vi har set de sidste mange år blot eskalere yderligere og flere og flere vælgere vil føle sig snydt af de politikere der er blevet valgt, især dem der ikke er blevet valgt på deres egne stemmer, men på stemmer der ville have en kandidat fra et bestemt parti, og så pludselig ser faneflugt bagefter.

Hjemkommet fra endnu en tur til Prag…

Jeg tror ikke jeg bliver færdig med Prag foreløbigt, det er en fantastisk by at besøge og den bliver faktisk bedre gang for gang. Det er en fornøjelse at blive så hjemmevant at man ikke længere behøver at bære rundt på kort eller GPS for at navigere rundt i byen, og selvom man begiver sig ind på nyt territorium er man nogenlunde klar over hvor man er og kan finde tilbage til kendt område, rimeligt nemt.

Derudover er der en række oplevelser som man enten ikke har haft tid til at stifte bekendtskab med tidligere, eller som det kræver lidt kendskab til området at finde frem til. Så der er nok at tage sig til, og hvis man synes at løbe tør for ting at tage sig til, kan det anbefales at man stifter bekendtskab med lokale, for at få et andet indtryk af Prag end det som turister normalt oplever, samt at få et indblik i hvad der rører sig blandt de lokale.

Jeg har været så heldig at stifte bekendtskab med et par lokale pragensere, som jeg har nydt at være i byen med samt at udveksle meninger og erfaringer med – hvilket for mig er den største oplevelse ved at rejse, netop at lære nye ting og nye mennesker at kende. Gennem de sidste mange besøg har jeg lagt mærke til at det er ganske få indvandrere fra Mellemøsten som man ser på gader og stræder, det er stort set også næsten umuligt at opdrive en sharwarmagrill eller en tyrkisk grønthandler, faktisk har jeg ikke set nogen åbenlyst muslimske personer i prags gadebillede. Derimod er der en pæn repræsentation af østasiatiske indvandrere, som ernærer sig med at drive minimarkeder og kiosker, mange af disse er vietnamesere. Gennem mine samtaler med de lokale finder jeg ud af at disse vietnamesere udgør et problem på samme måde som større grupper af indvandrere med en anden kultur end værtsfolkets, lidt på samme måde som meksikanere i USA eller muslimer i Vesteuropa. Der er som regel ikke noget galt med den enkelte indvandrer, men når en gruppe af indvandrere med en anden kultur når op på en vis størrelse begynder der at komme konflikter mellem de indvandrede og værtsfolkene.

Dog er det ikke kun vietnamesere der giver problemer i Tjekkiet, men da denne gruppe tilhører den største gruppe indvandrere (måske lige med undtagelse af slovakere, der nyder specielle regler for ophold og arbejde, grundet den fælles fortid i Tjekkoslovakiet) er det denne gruppe der udgør det største problem, men der er også problemer med ukrainere og russere, men disse problemer synes at begrænse sig til mindre grupper af disse indvandrere, som tilgengæld står for en pæn del af den organiserede kriminalitet, bla. narkotika produktion, distribution og handel samt sidder tungt på en stor del af prags bordeller og stripbarer.

Fælles for de problemer som disse indvandrergrupperinger udgør er at de udspringer af den immigration der blev startet under det kommunistiske styre, hvor grupper fra andre kommunistiske lande især Vietnam og Sovietunionen blev inviteret til Tjekkoslovakiet som gæstearbejdere og efter kommunismens fald valgte at blive i værtslandet frem for at vende tilbage.

Dog når de problemer som findes med disse grupper af indvandrere i Tjekkiet ikke op på samme højde som de problemer vi oplever i Vesteuropa med muslims indvandring, men det betyder ikke at problemerne ikke er betydelige. Men det viser også at multikulturen er et fejlslagent projekt uanset typen af de indvandrede grupperinger, når disse grupper når en vis størrelse vil de blive en større og større udfordring for værtskulturen.

Den svenske efterretningstjenestes fallit…

Meget tyder på at det svenske samfund er i stadig hurtigere opløsning og at økonomien i Sverige også er håbløs. Grundet den altomherskende politiske korrekthed, prøver man på alle mulige måder at holde viden om denne udvikling fra befolkningens kendskab, men flere og flere enkeltsager slipper ud, både store som små. Lægger man disse enkeltsager sammen tegner der sig et omend meget dystert billede af hvor Sverige som samfund er på vej hen. På mange måder ligner Sverige en genopførsel af HMS Titanics forlis i 1912 – på overfladen hersker der ingen panik, og 1. klasses passagererne skåler stadig med hinanden i champagne, medens de redegør overfor dem selv og resten af passagerne hvilken storslået rejse dette er og skibets fortræffeligheder, ikke mindst at der er “synkefrit”.

Men under overfladen begynder virkeligheden at gøre sin tilstedeværelse kendt på en måde der ikke længere er muligt at ignorere eller bortforklare. Vandet strømmer ind altimedens flere og flere af skibets systemer holder op med at virke i takt med at de ikke længere kan serviceres, da mandskabet er travlt optaget med andre gøremål såsom at forsikre passagererne om at der ingen fare er på færde, og skibet virkelig ikke kan synke, så en smule vand er bare en ekstra oplevelse…

Så når vi hører om de utrolige summer som der anvendes til at forsørge en stadig voksende skare af indvandrere i Sverige, at tage vare på de ofte yderst kriminelle elementer blandt disse indvandrere, samt en flugt fra landet af de mest resourcestærke svenskere, kan man ane at det skal gå galt før eller siden. Når man så hører at det svenske militær, ikke længere kan virke som et landsforsvar, men højst kunne forsvare Stockholm og omegn i tilfælde af krig, ved man at det står skraldt til. Det svenske politi har også stået for nedskæringer, selvom deres arbejdsbyrde jævnt hen er vokset ret eksplosivt i de senere år.

Så set i dette lys er det ikke nogen overraskelse at det svenske sikkerhedspoliti (SÄPO) der svarer til det danske PET, også lider økonomisk og derfor enten må skære ned eller finde alternative indtægtskilder. Her har man så forsøgt at finde nye måder at skaffe penge på, dette er i dette tilfælde gået ud over kunstneren Lars Vilks, der er kendt for sine tegninger af Rondelhunde, især dem med Muhammeds hovede. Lars Vilks er på samme måde som Kurt Westergaard blevet truet på livet af krænkede muslimer, og må derfor have personlig beskyttelse. En dyr affære, Kurt Westergaards beskyttelse af PET står i omkring 20 millioner om året, Lars Vilks’ sikker noget i samme omegn. Derfor må det vel være rimeligt at Lars Vilks også dækker en del af disse udgifter, da han jo selv er skyld i sin situation, han kunne bare have ladet være med at bruge sin ytringsfrihed, ladet være med at fornærme nogen, lagt sig på maven og bede om forladelse for alle sine fadæser og fornærmelser. Så summa summarum, da Lars Vilks skulle holde en forelæsning om kunst i Eriksbergshallen i Göteborg, måtte dette aflyses da hverken arrangørerne eller Lars Vilks kunne eller ville udrede den betaling som Säpo krævede for at yde beskyttelse af Lars Vilks under forelæsningen.

Ja, Säpo er åbenbart faldet så dybt at de må kræve beskyttelsespenge af dem som de er sat til at beskytte!

Det Britiske Parlamentsvalg…

Man kan godt forstå hvis briterne er utilfredse med deres nuværende Labour regering og Gordon Brown i særdeleshed. Men der er ikke nogen nem vej ud af moradset, grundet det britiske valgsystem med enkeltmandskredse, hvor den kandidat med fleste stemmer tager hele rovet, lægges der op til at kun store partier har en chance for at gøre sig gældende på landsplan. Dette system har dets fordele og ulemper, og ulemperne ser vi netop ved dette valg — hvor valget står mellem tre partier der langt hen af vejen er enige om langt de fleste sager.

Set med danske øjne ville det svare lidt til et folketingsvalg hvor de eneste partier der stillede op var et S-SF parti (Labour), Radikale Venstre (Liberal Democrats) og Liberal Alliance (Conservative). Dette betyder naturligvis at der er en stor del af den britiske befolkning der reelt ikke kan finde et parti der matcher deres ønsker. Jovel, der findes andre partier f.eks. UKIP og BNP samt en masse andre småpartier og lokallister, hvorom der fælles kan siges at de ikke har en snebolds chance i helvede for at skulle få noget at have sagt i det nyvalgte parlament.

Så hvad sker der? Når valget er overstået vil der enten være en klar vinder, eller der vil for første gang i længere tid skulle dannes en koalitionsregering mellem to af de tre store, hvilket prestigemæssigt vil være lidt af et problem, men realpolitisk ikke den store udfordring. Faktisk ville det ikke være noget problem for alle tre af de store at gå sammen om en enhedsregering, hvis ikke dette lige på den mest eklatante vis ville udstille hvor lille forskellen mellem partierne egentlig er. Derfor er det heller ikke overraskende at valgkampen i Storbritanien stort set har været en lang “X-faktor” begivenhed, hvor det mest af alt har været hvem af de tre partiledere der havde mest X-faktor!

Og taberne i dette spil? Som sædvanlig befolkningen i Storbritanien, som må trækkes med endnu en uduelig regering i den næste valgperiode, uanset udfaldet.

Min dybeste medfølelse til det britiske folk – de har ikke fortjent dette, men må alligevel lide det!

Folkeoplysning?

Et af folketingets partier, Det Radikale Venstre, har besluttet sig for at lave deres egen “alternative” folkeoplysning. Ikke til det danske folk, forstås, men til dem der gerne vil tage ophold her i landet og hvorledes disse kan omgå de danske regler på området, ved at benytte Sverige som mellemstation og dermed de mere lempelige svenske regler, og derefter benytte EUs regler om “varernes frie bevægelighed” jfr. Metock-dommen, til at opnå dansk opholdstilladelse.

Denne noget besynderlige form for folkeoplysning, ligner mere en udpræget mangel på respekt for folkestyret. Det Radikale Venstre kan være enig eller uenig med de love der er vedtaget i landet, og kan benytte sig af deres politiske virke for at lave disse love om, men direkte at opfordre folk til at fifle og omgå de nu engang vedtagne love er muligvis ikke ulovligt, men forkasteligt, og et politisk parti burde holde sig for gode til denne slags manøvrer.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre…

I en kommentar på indlægget Symbolburka på Morten Uhrskov Jensens blog Set Fra Højre skriver “Far Jensen”:

Som sagt jeg kunne ikke have sagt det bedre, hvorfor jeg blot gengiver Far Jensens indlæg her, og istemmer “Helt enig!”

Dagens Billede…