Ja, mine damer og herrer, De hørte rigtigt – de danske soldater er ikke pussenussede, de er professionelle. De ved af bitter erfaring og gennem deres træning at selv en såret, men stadig bevæbnet soldat, der ikke giver tydeligt signal om at de overgiver sig, er dødsensfarlig, og derfor må handle derefter. Det er dem eller soldatens eget liv der er på spil.
Dette billede er måske ikke det pæneste billede af danske soldater i krig, men krig er sjældent et sted for pæne billeder, det er et sted hvor vold, død og ødelæggelse hærger, og den stærkeste i dette spil er den der er sejrfuld og undertvinger sin modstander sin vilje. Barsk, javel, men sådan er livets kendsgerninger ofte, med mindre man lever i en osteklokke eller endnu værre i et elfenbenstårn uden kontakt med den virkelige verden, men udelukkende kan støtte sig til sine egne og lidelsesfællers teoretiske modeller og beskrivelser af den ideelle verden.
Så den nye film Armadillo fra filminstruktør Janus Metz, skal nok komme til at skabe en livlig debat om Danmarks engagement i krigen i Afghanistan, og der vil utvivlsomt komme en del røster fra det “pæne” og “anstændige” selskab samt store dele af venstrefløjen, om at de danske soldater går for vidt og overskrider diverse menneskerettigheder og internationale konventioner etc. etc. Bare vent og se.
Det eneste der taler lidt imod er filminstruktøren selv der stiller spørgsmålet, hvad ville du selv have gjort, hvis du stod i situationen? Personligt er jeg ikke i tvivl, hvis en fjende ikke overgiver sig og er bevæbnet, må han uskadeliggøres, hvilket i dette tilfælde betyder dræbes! Heldigvis har de danske soldater, levet op til de forventninger man måtte have om professionelle soldater, og udført deres farlige arbejde med så få tab som det nu engang er muligt i de omstændigheder de er i.
 Click Image for full size Normalt tænker man på at farvefotos var noget der opstod omkring Anden Verdenskrig, hvor det dog stadig var standarden at fotos var sort/hvide. Men faktisk er farvefotoet var allerede opfundet før 1903, hvor brødrene Lumière tog patent på processen med at fremstille farvefotos. Men det var en besværlig og dyr process, hvorfor der helt op til tiden omkring Anden Verdenskrig for det meste blev taget sort/hvide billeder, der så efterfølgende kunne blive manuelt farvelagt.
Når man så finder farvefotos fra før den tid der ikke er håndfarvelagt, er det noget af en raritet af rang. Og farvefotos fra Første Verdenskrig hører så absolut til sjældenhederne. Derfor måtte jeg ind og kigge på “World War One Color Photos”, som en af mine venner gjorde mig opmærksom på.
Jeg kan kun anbefale at man lægger et besøg forbi dette websted og nyder de historiske, i flere betydninger, farvefotos fra Første Verdenskrig.
Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, er en yderst rationel og handlekraftig herre, hvilket ofte gør ham til en kontroversiel person – især når man sammenligner ham med stort set samtlige andre europæiske politikere. Til forskel fra dem er han noget så gammeldags og umoderne som rigtig konservativ, og lader sig ikke så let flytte af følelser og stemninger, men derimod lader fornuften og det rationelle råde. Dette så man da han kæmpede imod vedtagelsen af Lissabon Traktaten, en kamp han desværre tabte. Ligeledes var han heller ikke sen til at opfatte at klimaspørgsmålet mere drejede sig om kontrol og magt samt nyreligiøsitet, end om solide videnskabelige fakta. Og nu gør han det igen, går imod parnasset…
Vaclav Klaus stopper nu den obligatoriske vaccine af tjekkiske soldater for svineinfluenzaen og gør ordningen frivillig for soldaterne, på samme måde som det er tilfældet for f.eks. de tjekkiske politifolk. Dette kan han gøre da han som præsident er den øverstbefalende for tjekkiets væbnede styrker, og begrundelsen er at soldater ikke skal være forsøgskaniner og den obligatoriske vaccination af 16,000 soldater og civile i militæret er uacceptabelt. Han afviser dermed at Tjekkiet lider af en svineinfluenza epidemi, noget han ikke er ene om. Af de 2,381 tilfælde i Tjekkiet har kun 95 ført til dødsfald hvoraf langt størstedelen allerede led af andre lidelser, og flere læger har offentligt bekendtgjort at de hverken selv vil tage vaccinen eller vaccinere andre, da fordelene ved vaccinen langt fra opvejer ulemperne.
Et notat fra Folketingets Internationale Sekretariat, anfører at antallet af piratoverfald ved Afrikas Horn er tiltagende trods stigende antal krigsskibe i området. Antallet er steget fra 45 i 2005 til 111 i 2008, og der er ingen udsigt til at tallet falder, ifølge notatet.
Dette har fået nogle til at konkludere at det eneste der vil have en effekt er at sørge for at Somalia får en stabil regering, men ingen er interesserede i at involvere sig i et sådant projekt, efter den mislykkede USA intervention i 1993, kendt fra “Black Hawk Down” og billederne fra nyhedsmedierne af marinerne der blev landsat fra søsiden. Så når denne mulighed er udtømt, må konklusionen jo være at vi bare må leve med at der er pirateri i farvandene ud for Somalia… Som det hedder i rapporten: »Det er usandsynligt, at der opstår et stabilt regime i Somalia både på kort som lang sigt. Herved vil piraterne også fremover have mulighed for at foretage overfald ved Afrikas Horn.«
Seniorforsker Bjørn Møller understreger at man må acceptere pirateriet – »Pirateriet kan begrænses i et vist omfang, men vil sandsynligvis blot flytte til andre områder.«
Dette er naturligvis rigtigt, når man ikke ønsker at rykke ved fastlagte dogmer især ikke ønsker at sætte en stopper for pirateriet. Der er en udbredt uvilje mod at tage fat om nældens rod i hele vesten, og istedet prøve med lidt symptombehandling. Det nytter jo ligesom ikke noget at prøve at bekæmpe pirateri ved at fange en pirat i ny og næ, konfiskere dennes båd, våben og udstyr, for derefter at sætte ham på fri fod eller i sjældne tilfælde prøve at domsfælde personen. Det er ligesom ikke særligt afskrækkende, når det værste der kan ske er at man bliver sendt til Europa med fri kost og forplejning samt muligheden for at søge om asyl — Tværtom, dette vil få yderligere personer til at prøve lykken, går det godt står de til at vinde frigivelsessummer i millionklassen for kaprede skibe, og går det galt kan de prøve igen eller i “værste” fald komme til Europa.
Hvis ikke vi lærer af historien kommer vi blot til at se at denne situation bliver værre og værre, og sandsynligvis sprede sig til andre områder. Historisk er pirateri en svøbe for verdenshandelen og derfor gennem historien blevet behandlet med yderst barske metoder, som er det eneste der har vist sig at have en effekt med at nedsætte eller helt fjerne piratvirksomheden. Først når piraterne frygter at blive fanget vil man se en reduktion i piratoverfald – og her hjælper det altså ikke at bruge fløjlshandsken, der skal mere probate midler til. De nuværende pirater skal sættes ud af spil og de potentielle nye pirater skal skræmmes fra at vælge piratvejen som deres levevej. Det er den eneste effektive måde at bekæmpe pirateriet.
Idag for 2489 år siden[1] faldt Kong Leonidas I af Sparta ved Slaget ved Thermopylæ, slaget der gødede jorden for Vestlig civilsation og lagde grunden til Persiens forfald som supermagt. Det var også her at nationalismen blev født, da dette slag lagde grunden til at Grækenland blev til en nation istedet for en række individuelle bystater. På baggrund af dette slag og de efterfølgende slag mod de persiske styrker kunne Alexander den Store begynde sit lange felttog og erobre det meste af det persiske rige, og grundlægge den vestlige kultur, der senere spredte sig til resten af Europa.
Betydningen af dette slag kan stort set ikke overdrives, hverken militærhistorisk, heroisk eller kulturelt, som det slag der om noget afgjorde Grækenlands og den vestlige verdens fremtid — om en gruppe krigere der mest af alt kæmpede for en idé om frihed og nægtede at undelægge sig en overlegen fjendes overhøjhed.
History Channel har lavet et par udsendelser om Slaget ved Thermopylæ, som man bør se, især hvis man kun kender historien fra filmen “300”, disse kan ses på YouTube her:
Yderligere har History Channel lavet “The Last Stand of the 300”:
[1] Pedanter kan regne efter hvornår det reelt var i forhold til den Gregorianske kalender, justere for akkumulerede fejl efter den Julianske kalender og omregne til hvilken type kalender der blev brugt af hhv. Perserne og de græske bystater på det tidspunkt eller omregne til AUC (Ab Urbe Condita – fra Roms grundlæggelse 753 f.Kr.)
Hvor ofte får man ikke at vide at det er USA der bruger flest penge på militært isenkram? Rigtigt ofte, men hvad man sjældnere får at vide er at selvom det er rigtigt at USA står for den største del af verdens militærbudget, er det faktisk ikke dem der bruger mest per capita, men derimod, ja gæt selv eller kig på nedenstående illustration…
 Global Military Spending 2008 Click on image to enlarge Læg mærke til at det er den arabiske del af Mellemøsten der bruger den største mængde penge per indbygger på militær, hvilket er lidt bekymrende… Det er primært den industrialiserede verden der betaler dette forbrug enten i form af olieindtægter eller endnu mere bekymrende bistandsindtægter fra Vesten.
Man kan diskutere hvad de specifikke vinderkriterier er, men man kan ikke gå i krig uden at ville vinde – det er det samme som at sige at man ikke aner hvad det er man gør. Eller for at blive i militære termer at undlade at have en overordnet strategi. Hvis man ikke har til hensigt at vinde, eller for den sags skyld hvis det er umuligt at vinde, kan man ligesågodt pakke sammen og tage hjem.
I et TV interview forklarede Obama at han havde et problem med ordet “sejr” og at “sejr” ikke nødvendigvis var USAs mål i Afghanistan. “Jeg er altid bekymret over ordet ‘sejr’, for som du ved frembringer det indtrykket af kejser Hirohito som kommer ned og underskriver en kapitulation til MacArthur,” udtalte Obama til ABC News.
Som amerikanerne vil sige – “What a load of crock!” Man kæmper naturligvis for at vinde, sejrskriteriet behøver ikke at være Afghanistans eller Talibans betingelsesløse overgivelse, men kunne være at bringe dem i en situation hvor de ikke længere udgør en trussel. Eller endda blot at forblive i Afghanistan indtil den afghanske hær kan klare resten selv. Eller erkende at der ikke længere er brug for at være til stede og trække sig tilbage. Men ikke at have klare og præcise mål, er at spilde militærets tid, liv og helbred og holde det amerikanske folk for nar. Og hvad næsten værre er, det er opskriften på nederlag, et nederlag der vil være demoraliserende, måske i langt større grad end Vietnam var det.
Hvis viljen til sejr er til stede og sejrskriterierne er nøje fastlagt og realistiske, kan sejr opnås, ellers venter kun nederlaget.
Ydermere, hvis de amerikanske politikere ikke kan finde ud af hvad deres soldater i Afghanistan skal lave burde de danske politikere nøje overveje om det er prisen værd at deltage i dette show, eller måske har NATO en bedre strategi, der er uafhængig af USAs strategi?
Indtil videre har jeg været tilhænger af Afghanistan missionen, ikke fordi jeg mener at at der er chance for at få bygget et vestligt demokrati op i Afghanistan eller at det ville være realistisk at udrydde Taliban, men derimod at holde Taliban beskæftiget på et område hvor det ikke gør så stor en skade, og langsomt svække deres kampevner ved at udsulte dem resourcemæssigt. Og på samme tid være en læreplads for vores militær i at indgå i skarpe operationer, således at vores militær altid er holdt i den bedste kampform. Og kender fjendens taktik og psyke. Hvilket forsåvidt er en fuldgyldig strategi, og hvis det er det der er strategien for Obamas side, så meld det dog ud, og lad være med at forgøjle nogen at sejrskriteriet er Talibans udslettelse eller opbygning af et demokratisk styre (i vestlig form) – hvis dette er formålet er det helt andre taktikker der skal anvendes.
Den afsatte præsident Zelaya, har uberettiget fået stor støtte hos bla. OAS (Organisationen af Amerikanske Stater), USA og EU. OAS truer den Honduras regering med at smide landet ud af OAS hvis ikke de har genindsat Zelaya senest i morgen lørdag, USA støtter dette og truer med at bremse al støtte til Honduras, EU trækker sine ambassadører hjem fra Honduras… Alt i alt er Honduras under et umenneskeligt stort pres fra omverdenen, der så gerne vil blande sig i landets indre anliggender, og få det retmæssige styre til at acceptere en præsident der har vist viljen til at sidde landets forfatning, parlament og retsvæsen overhørigt, for at tilrane sig yderligere uberettiget magt.
Det er en situation som sjældent, hvis nogensinde, er set før. Hvor et stort set samlet statsapparat har stået fast på at landets love skal overholdes og selvom overtræderen er landets øverste personlighed, kan denne ikke stå over loven. Desværre er det ikke sådan som mange af verdenens ledere ser situationen, de ser en forbundsfælle der er i problemer og som sådan bør hjælpes med alle tilrådighed værende midler – det kunne jo blive en af dem næste gang. For Zelaya ville jo ikke gribe magten med våben, men gennem en folkeafstemning, og det er jo meget demokratisk, ikke?
Jo det er demokratisk, hvis man mener (som de fleste venstreorienterede gør) at demokrati udelukkende drejer sig om hvad den gældende folkestemning foreskriver. Nærmest et pøbelvælde, hvor enhver demagog og folkeforfører vil kunne få deres sager igennem, blot på befolkningens følelser. Men de fleste glemmer at et succesfuldt demokrati dækker over mere end blot at kunne handle udfra majoritetens følelser, men mere vigtigt indbefatter “retsstaten”, det at alle er lige for loven og loven skal følges samt frihedsrettigheder – det at nationen er et værn for borgene mod overgreb både udefra og indefra kommende. Men faktisk viser det sig at Zelaya har forbrudt sig mod de to sidste punkter, og alt taler for at han yderligere ville have forbrudt sig mod det første punkt tillige. Det viser sig at kun godt 30% af den honduranske befolkning ville støtte at han skulle have lov til at side i mere end én embedsperiode som forfatningen foreskriver, så hans iver for at afholde den forfatningsstridige forlkeafstemning, kunne forlede en til at antage at valgsvindel ville være en oplagt mulighed.
Men nu hvor presset mod Honduras er størst, er det vigtigt at Honduras står fast og ikke giver køb på deres suverænitet om selv at afgøre deres egen skæbne, især når det som det er sket er sket i fuld overensstemmelse med den honduranske forfatning og fuld overensstemmelse med principperne i en retsstat, og hvor statsapparatet og militæret har stillet sig på den honduranske befolknings side i at beskytte dem, mod en leder der ville rage mere magt til sig selv end han var berettiget til. Desværre ser det ud til at Honduras regering er ved at blive lidt bløde i knæene og gerne vil forhandle om at tage Zelaya tilbage på et senere tidspunkt, hvilket er det forkerte signal at sende, med mindre de mener at de gerne vil reservere en plads til ham i et honduransk fængsel.
Honduras præsident Manuel Zelaya, bryder landets love, går imod sit eget parti, parlamentet, øverste valgkommision og højesteret, i et forsøg på at ændre forfatningen, således at han kan forblive præsident ud over den ene periode som det er tilladt ifølge den honduranske forfatning. Men dette stopper vel ikke en driftig venstresnoet præsident, og man har vel venner der ved hvordan man fikser situationen, så med hjælp fra venezuelanske Hugo Chavez, får han fragtet stemmesedler ind i landet (da der var nedlagt forbud mod at sådanne kunne trykkes i Honduras), men militæret nægter at distribuere disse da dette ville være i strid med kendelser fra højesteret og parlamentet. Hvorefter hærchefen og andre fyres af præsidenten. Dette forårsager at militæret bliver bedt om at fjerne Manuel Zelaya fra præsidentposten, hvorefter Roberto Micheletti fra samme parti som præsidenten, indsættes som agerende præsident indtil det kommende præsidentvalg.
Dette er den korte udgave af historien om den afsatte præsident i Honduras, der er flere detaljer, men det vigtigste er at Manuel Zelaya, brød loven og gik imod forfatningen, højesteret og regeringen, hvilket man i en retsstat ikke gør ustraffet (eller ikke bør kunne gøre ustraffet).
Men hvordan har omverdenens reaktioner været? Stort set alle nyhedsmedier og politikere har talt om militærkup og udtrykt sympati og støtte til den afsatte præsident, uden at fortælle ret meget om baggrunden for at han blev afsat. Og for at sætte prikken over i’et udtaler USAs præsident Barack Obama i en samtale med colombias præsident Alvaro Uribe, at kuppet, der væltede Zelaya, var “ulovligt” og tilføjede, at det ville danne “frygtelig præcedens” og opfordrede til internationalt samarbejde for at finde en fredelig løsning på krisen.
Ja det er minsanten en frygtelig præcedens at et statsoverhovede ikke er hævet over loven og forhindres i at bryde landets forfatning, samt sidde parlament og højesteret overhørig, Mr. Obama kunne vel også frygte at komme i samme situation, eller måske nogle af vennerne, og det ville i sandhed være en Frygtelig Præcedens for Mr. Obama. Tænk at skulle regere et land og være tvunget til at overholde landets forfatning og være prisgivet landets højesteret og parlament, sådanne smålige detaljer kan man jo ikke bekymres med når man har en hellig mission, vel?
Tyrkiets medlemsskab af NATO er historisk begrundet i et strategisk ønske om at have en fremskudt post mod Sovietunionen under den kolde krig, hvor det var muligt at placere baser og lytteposter, derfor afveg man de kriterier for optagelser i alliancen som ellers gjaldt for andre medlemslande og potentielle medlemslande.
Tyrkiet har efter sin optagelse i NATO generelt været et problembarn i mange sammenhænge, omend NATO og især USA gennem årene har fået delvise indrømmelser, men også måtte lide flere nederlag hvor Tyrkiet har gennemtrumfet deres egen vilje, der ofte har været i modstrid med resten af alliancens ønsker. Her tænkes ikke på det aktuelle valg af generalsekretær af NATO, men om overflyvningsrettigheder i forbindelse med den første Golfkrig (Dessert Storm, 1991), brug af amerikanske baser under begge Golfkrige som supportcentre for krigsoperationerne. Hertil kommer naturligvis invasionen af Cypern i 1974, hvor det tyrkiske militær besatte den nordlige del af øen, en besættelse der fortsætter den dag idag. Der kan utvilvsomt graves mange flere artige historier frem om Tyrkiet, der vil underbygge at landet ikke hører hjemme som en del af en Vestlig forsvarsalliance, og dets strategiske betydning er faldet betydeligt siden Sovietunionens fald.
Nogle vil måske hævde at Tyrkiet kan spille en rolle som brobygger mellem den Islamiske verden og den Vestlige verden, men dette er i virkelighedens verden kun en ret marginal rolle. Hvis den traditionelle Ataturk sekulariseringspolitik i Tyrkiet havde fortsat, kunne dette argument måske have en vis tyngde, men Tyrkiet lægger selv mere og mere afstand til sekulariseringspolitiken og vedkender sig i stigende grad en Islamisk politisk linie, hvor sekulariteten i samfundet langsomt fjernes med den velkendte salamitaktik, hvor det ellers så magtfulde tyrkiske militær ikke længere er en garant for et sekulært Tyrkiet. Så vi kan se et mønster der tegner sig mere og mere tydeligt – Tyrkiet fjerner sig mere og mere fra de idealer som vi i Vesten anser som absolut vitale for vores måde at leve på, og nærmer sig i stigende grad fundamentalistiske islamiske idealer.
Dette er naturligvis Tyrkiets sag hvorledes de ønsker at opbygge deres samfund, og noget vi må tage til efterretning – men det er i allerhøjeste grad vores sag i hvilket omfang vi ønsker at støtte denne sag ved at lade dem få indflydelse på vores måde at indrette vores samfund på. Derfor er det måske på tide at overveje at smide Tyrkiet ud af NATO, eller i det mindste suspendere deres medlemsskab og lægge forhandlingerne om medlemsskab af EU i dybfryseren sålænge Tyrkiet ikke fuldt ud anerkender vestlige demokratiske normer og værdier, som dog burde være et krav for medlemsskab.
At Tyrkiet kan spille en rolle som bindeled mellem Vesten og Islam er utvilsomt, men spørgsmålet er snarere hvem der har fordel af denne rolle. Det kommer helt an på hvilken rolle Tyrkiet selv spiller, og som situationen ser ud idag er denne rolle snarere til Islams fordel og kun marginalt til Vestens fordel, en situation der synes at blive bestyrket som tiden går. At fortsætte med at tro at vi kan vende denne situation ved blot at fortsætte som normalt eller give Tyrkiet yderligere indrømmelser, vil blot bestyrke Tyrkiets linie, så det er på tide at gøre noget radikalt anderledes.
|
|
