En ny meningmåling fra Gallup viser at DF taber stemmer til oppositionen, primært er det S og SF stemmer der vender tilbage til deres oprindelige udgangspunkt. Hvis denne meningsmåling holder står DF til at miste 3 mandater på denne konto, men nu skal man være yderst varsom med at fæste al for stor lid til meningsmålinger i det hele taget og tæt på omdiskuterede eller kontroversielle sager i særdeleshed. Een ting er at give sin utilfredshed til kende her og nu hvor det er relativt betydningsløst, noget andet er når man står i stemmeboksen, når der er valg.
Men under alle omstændigheder, så bør denne situation mane en smule til eftertanke – Det er egentligt flot klaret at DF har formået at holde en pæn bestand af stemmer fra rød stue som støtter til en regering fra blå stue, siden 2001. Men det er måske på tide at DF gør op med sig selv om de hører til i blå eller rød stue, da denne meningsmåling måske om noget fortæller at der ikke rigtigt er plads til en lilla stue, hvor man skiftevis irriterer de røde og de blå støtter og dermed irriterer hele sit vælgerkorps over tid.
Det ville være yderst forfriskende hvis DF kunne lægge de røde toner på hylden, og tage de lussinger som dette måtte give på kort sigt, for at bekende sig helt på blå side – det kunne endda være at de kunne trække V og K væk fra at flirte for meget med rød stue, og vi kunne måske få et folkestyre tilbage hvor det var ideerne der brydes istedet for en grå masse af politikere der stort set mener det samme og kun adskiller sig i perifærspørgsmål.
Det spørgsmål har en roskildenser nok spurgt sig selv om da han mandag morgen fandt en 25 årig kvinde i sig dagligstue, uden en trevl på kroppen. Da hun tilsyneladende ikke kunne gøre rede for hvad hun lavede i mandens dagligstue og hvorfor hun ikke havde noget tøj på, fandt han ud af at han nok ikke havde noget at byde på end et opkald til politiet, der så kunne byde på et ophold på det psykiatiske hospital Fjorden…
Der forlyder intet om hvorvidt nogen havde tilbudt kvinden noget tøj eller andet at dække sig med, eller for den sags skyld om hun blev tilbudt en kop Gevalia kaffe.
Få har som Politiken gjort sig til talsmand for den gode tone i debatten, betydende at vi skal tale pænt til og om hinanden, hvilket da er et udemærket ideal, men sjældent særligt brugbart i virkeligheden, da der ikke er nogen objektive måder at afgøre hvad der er falder ind under den gode tone og hvad der falder udenfor, hvilket de sidste mange års debat om især indvandingsspørgsmål har vist. Her kan selv fremlæggelse af kolde og klare fakta blive betegnet som fremmedfjendsk og racistisk, mens fortielse og direkte løgnagtighed falder ind under den “gode tone”… Dette i sig selv burde få enhver til at anvende andre kriterier end “god tone i debatten”, men Politiken fremturer endda med “overlays” der skal gøre opmærksom på deres specielle moderationsbetingelser i deres web-debat:
 Screencap fra Politiken vedr. kommentarfunktionen Visse dele af denne moderationspolitik er for såvidt OK, man bør gå efter bolden og ikke efter manden, med mindre bolden og manden er samme sag, men hvad er bandeord, og hvem bestemmer hvilke ord der er forbudt i Politikens debat? Eller endnu værre hvad er krænkende? Overfor hvem? Hvemsomhelst kan jo stille sig op og være krænkede over hvadsomhelst de er uenige med, uanset hvad intentionen fra afsenderen har været. Faktisk finder jeg at langt hovedparten af Politikens meninger som de kommer til udtryk både i bladet og på nettet krænker intelligente læsere, så de burde vel holde hovedparten af deres meninger og holdninger for dem selv, for at holde den gode tone i debatten og undgå at krænke andre, ikk’ san’t?
Når vi vælger politikere til Folketinget gør vi det ved at stemme enten på en politiker personligt, eller ved at stemme på listen, typisk et politisk parti, som vi støtter. Hvis en politiker opnår tilstrækkeligt med personlige stemmer til at opnå et mandat, bliver personen valgt til folketinget og eventuelt ekstra stemmer går til listen.
De såkaldte listestemmer bliver herefter fordelt mellem kandidaterne på den pågældende liste, enten prioriteret efter hvor på listen kandidaten optræder eller efter antallet af personlige stemmer som de enkelte kandidater på listen har opnået. Dette sker således at så mange kandidater fra listen bliver valgt som der er stemmer til, eventuelle personlige stemmer til kandidater der ikke kan opnå at blive valgt overføres til kandidater der kan blive valgt, i det omfang dette er muligt.
Når en kandidat er valgt sidder denne kandidat i Folketinget i den efterfølgende valgperiode, uanset hvorledes kandidaten er valgt, og efter Grundloven, der ikke kender til partier, er kandidaten kun forpligtet til at følge sin egen overbevisning herefter.
Her er det at problemet opstår, når et folketingsmedlem forlader sit parti og bliver løsgænger. I de tilfælde hvor folketingsmedlemmet har opnået valg på grundlag af egne persnlige stemmer, må man vel vedkende sig at dette er folketingsmedlemmets egen suveræne beslutning og denne er fri til at følge sin egen samvittighed og overbevisning. Men er dette også tilfældet når et folketingsmedlem ikke har kunnet opnå valg på egen hånd, men har måttet ty til listestemmer eller andre kandidaters stemmer for at opnå valg? Ville det ikke være mere fair at sådanne kandidater i tilfælde af at de ikke kan stå inde for deres partis holdninger, trækker sig og lader partiets suppleant træde til istedet?
Meningerne herom er utvivlsomt delte, og den praksis der udøves iøjeblikket er i fuld overensstemmelse med Grundloven, så der er ikke noget at komme efter rent juridisk, men er det retfærdigt? Eller er det i det hele taget den rette måde at behandle dette problem på?
En måde at ændre dette er at give mere magt til partierne ved at ændre Grundloven, men mindre kunne også gøre det, således at man ved at tilpassede valgloven således at kun kandidater udelukkende valgt på egne personlige stemmer, kan forlade deres parti og blive løsgængere, andre må trække sig og lade partiets suppleant træde til i stedet.
En sådan løsning vil kunne bremse den politikerlede der opstår når politikere der af forskellige årsager forlader deres parti for enten at blive løsgængere eller for at melde sig under fanerne af et andet parti. Hvilket retfærdigvis af mange opfattes som personlig oppotunisme.
Dette løser dog ikke alle problemer – hvad skal der f.eks. ske i tilfælde af at en kandidat ekskluderes af sit parti? Skal de samme regler gælde? eller skal et parti da fritstille kandidatens mandat, således at denne bliver løsgænger og eventuelt melder sig under fanerne af et andet parti?
Jeg har ikke en færdig løsning på dette problem, og problemet stikker også dybere end Folketinget, det er omend endnu mere et problem i kommunerne. Men det er noget som der bliver nødt til at blive taget vare på, ellers vil den udvikling som vi har set de sidste mange år blot eskalere yderligere og flere og flere vælgere vil føle sig snydt af de politikere der er blevet valgt, især dem der ikke er blevet valgt på deres egne stemmer, men på stemmer der ville have en kandidat fra et bestemt parti, og så pludselig ser faneflugt bagefter.
En Al Qaeda terrorist skulle angiveligt gå med planer om at angribe fodboldlandsholdet under VM i Sydafrika, i åbningskampen mellem Danmark og Holland, idet det angiveligt skulle være nemmere at angribe der end i Danmark eller Holland. Netop denne åbningskamp må være enhver islamisk terrorists ønskedrøm, da man med ét smæk kan ramme både Muhammedtegningernes hjemland og Geert Wilders hjemland, det eneste der da manglede var velsagtens svenske dommere, så man også ramte Lars Vilks hjemland.
Al Qaeda terroristen som er anholdt i Irak var godt nok endnu ikke i besiddelse af de nødvendige remedier, men der var også rigeligt med tid til at anskaffe sig disse, og manden: Abdullah Azam Saleh al-Qahtani, er allerede kendt for flere bilbombeangreb.
Et af folketingets partier, Det Radikale Venstre, har besluttet sig for at lave deres egen “alternative” folkeoplysning. Ikke til det danske folk, forstås, men til dem der gerne vil tage ophold her i landet og hvorledes disse kan omgå de danske regler på området, ved at benytte Sverige som mellemstation og dermed de mere lempelige svenske regler, og derefter benytte EUs regler om “varernes frie bevægelighed” jfr. Metock-dommen, til at opnå dansk opholdstilladelse.
Denne noget besynderlige form for folkeoplysning, ligner mere en udpræget mangel på respekt for folkestyret. Det Radikale Venstre kan være enig eller uenig med de love der er vedtaget i landet, og kan benytte sig af deres politiske virke for at lave disse love om, men direkte at opfordre folk til at fifle og omgå de nu engang vedtagne love er muligvis ikke ulovligt, men forkasteligt, og et politisk parti burde holde sig for gode til denne slags manøvrer.
I de næste to uger vil Arriva gennemføre et forsøg på flere buslinier, hvor der indrettes såkaldte “kærlighedssæder”, hvor passagererne opfordres til at prøve at score en kæreste.
Forsøget, der foreløbig løber i to uger, gælder buslinjerne 3A, 4A, 150S, 173 E og 350S. I hver bus indrettes to kærlighedssæder. Forretningsudvikler Marianne Færch fra Arriva håber at der bliver rift om de nye sæder og ph.d. og lektor Charlotte Kroløkke fra Syddansk Universitet, som beskæftiger sig med køn og kultur udtaler: “Det er sket et skred fra, at kærlighed var et privatanliggende, og man omtalte singler som enlige.” Hvilket er meget muligt, men det kan vel ikke være et transportfirmas opgave at prøve at lege Kirsten Giftekniv. Sidst var det “samtalesæder” der var oppe og vende, hvilket vist ikke var den store succes, ihvertfald har jeg ikke hørt videre om denne idé… Jeg vil også gerne vædde et mindre beløb på at dette forsøg får lov til at løbe ud i sandet når de to uger rinder ud, og godt det samme.
Hvis busselskaberne istedet ville bruge penge og kræfter på at holde deres busser i en forsvarlig tilstand, overholde køreplanen og undgå prisstigninger ud over hvad prisudviklingen i resten af samfundet betinger istedet, ville pengene og kræfterne være endnu bedre placeret, og sandsynligvis få flere til at anvende de offentlige transportmidler. Turen i en bus skal ikke være en opdagelsesrejse hvor man skal have fikse ideer påduttet, men derimod en øvelse i at komme fra punkt A til punkt B på den hurtigste og mest smertefri måde.
Ja, mine damer og herrer, De hørte rigtigt – de danske soldater er ikke pussenussede, de er professionelle. De ved af bitter erfaring og gennem deres træning at selv en såret, men stadig bevæbnet soldat, der ikke giver tydeligt signal om at de overgiver sig, er dødsensfarlig, og derfor må handle derefter. Det er dem eller soldatens eget liv der er på spil.
Dette billede er måske ikke det pæneste billede af danske soldater i krig, men krig er sjældent et sted for pæne billeder, det er et sted hvor vold, død og ødelæggelse hærger, og den stærkeste i dette spil er den der er sejrfuld og undertvinger sin modstander sin vilje. Barsk, javel, men sådan er livets kendsgerninger ofte, med mindre man lever i en osteklokke eller endnu værre i et elfenbenstårn uden kontakt med den virkelige verden, men udelukkende kan støtte sig til sine egne og lidelsesfællers teoretiske modeller og beskrivelser af den ideelle verden.
Så den nye film Armadillo fra filminstruktør Janus Metz, skal nok komme til at skabe en livlig debat om Danmarks engagement i krigen i Afghanistan, og der vil utvivlsomt komme en del røster fra det “pæne” og “anstændige” selskab samt store dele af venstrefløjen, om at de danske soldater går for vidt og overskrider diverse menneskerettigheder og internationale konventioner etc. etc. Bare vent og se.
Det eneste der taler lidt imod er filminstruktøren selv der stiller spørgsmålet, hvad ville du selv have gjort, hvis du stod i situationen? Personligt er jeg ikke i tvivl, hvis en fjende ikke overgiver sig og er bevæbnet, må han uskadeliggøres, hvilket i dette tilfælde betyder dræbes! Heldigvis har de danske soldater, levet op til de forventninger man måtte have om professionelle soldater, og udført deres farlige arbejde med så få tab som det nu engang er muligt i de omstændigheder de er i.
 klik for fuld størrelse Efterlønnen var oprindeligt tænkt som en aflastning for de erhvervsgrupper der efter et langt arbejdsliv var blevet nedslidt, rent fysisk, men sådan skulle det ikke være da dette ville give for meget administration og ikke mindst misundelse blandt de grupper på arbejdsmarkedet der ikke kunne trække sig tidligt tilbage. Derfor valgte man den meget dyrere løsning at give alle lønmodtagere mulighed for at gå på efterløn, uanset om de var nedslidte eller ej.
Dette viste sig dog at være en ualmindelig dyr ordning, især i en tid hvor den erhvervsaktive del af befolkningen er svindende og det offentlige forbrug i almindelighed er stigende (grundet større offentlig sektor og flere på passiv forsørgelse). Dette er en situation der ikke har kunnet blive ved med at gå, hvorfor der også har været småjusteringer af efterlønsordningen i de sidste mange år, men der har ikke været politisk vilje til at lave gennemgribende reformer af efterlønsordningen endnu – sporerne fra Nyrups efterløns-valgnederlag skræmmer stadig.
Men der er dog bredt sig en stor forståelse blandt befolkningen om at det er nødvendigt, om ikke at nedlægge efterlønsordningen, så i det mindste at reformere denne kraftigt. Det mest naturlige ville være at forbeholde efterlønsordningen for de grupper på arbejdsmarkedet som den oprindeligt var tiltænkt, de nedslidte, og ophæve den for resten. Hvilket bla. ingeniørforbundet også var inde på, men det vil akademikerne (DJØF) ikke være med til – I bedste misundelsesstil, vil de også have en del af kagen. Hvis arbejdsmand Jensen skal kunne gå på efterløn, skal kontorfuldmægtig Hansen også kunne – begrundelse: psykisk nedslidning af akademikere er lige så stort et problem som fysisk nedslidning af arbejdsmænd!
Sludder og vrøvl, uden at forklejne at der kan være eksempler på psykisk nedslidning blandt akademikere, er min påstand at for hver af disse tilfælde er der langt flere tilfælde af fysisk nedslidning blandt arbejdere der har haft et hårdt fysisk arbejde gennem deres arbejdsliv. Og virkeligheden er vel også at med de arbejdsbetingelser vi har idag, hvor meget af det hårde arbejde er blevet overtaget af maskiner eller for den enkelte skåret ned, er selv tilfældene af fysisk nedslidenhed faldet drastisk i forhold til 1970′erne hvor efterlønnen blev indført. Summa summarum, der burde være langt flere tilfælde af arbejdere, uanset arbejdstype, der har behov for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før den officielle pensionsalder.
Men sådanne betragtninger bider naturligvis ikke på de mest forhærdede fagforeningsfolk, der ser det som deres ret at kunne trække sig ud af arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt og få så stor del af den offentlige forsørgelseskage som muligt, hvilket Finn Borch Andersen, formand for DJØF så rigeligt er bevis for:
»Fordi alternativet er, at højtlønnede så skulle tegne en anden forsikring, og så skal værdien af vores lønindkomst pludselig regnes ud på alle mulige andre måder. Hvilke andre ting skal de højtlønnede så også selv betale?« spørger Finn Borch Andersen, der også afviser, at andre grupper bliver mere nedslidte end hans medlemmer:
»En af de største nedslidninger er psykisk stress, og jeg vil have vanskeligt ved at forstå, hvorfor mine medlemmer, som stresses i tidlig alder, ikke skal have lige så stor ret til at få en tidlig fratrædelse fra arbejdsmarkedet. Derfor: hvis vi skal kigge samfundsmæssigt på ny struktur – og det kan der være gode grunde til – så må vi sikre, at det kommer til at gælde alle typer af arbejdsområder.«
Jo længere denne debat løber, jo større chancer er der for at slutresultatet bliver at efterlønsordningen bliver afskaffet totalt, da der i givet fald ikke vil være råd til at give alle der efter reglerne er berettiget til at modtage efterløn, denne efterløn. Så hvis man ønsker at bevare denne ordning er det nu der skal handles, og sørge for at ordningen bliver beskåret således at det kun er dem der har et reelt behov for denne ordning, som den kommer til at dække.
Det skal dog siges at det ikke er alle akademikere der har lige så meget beton i hovedet, som DJØFs formand, men det er svært. Selv har jeg fravalgt efterlønsordningen, ikke af personligt økonomiske grunde, men ud fra betragtningen af at jeg i mit arbejde i IT-verdenen kun i yderste nødstilfælde vil kunne komme i en situation hvor jeg ville kunne kalde mig nedslidt, og i en sådan situation ville være berettiget til invalidepension, hvorfor der ikke var grund til at spilde penge på en efterlønsordning for undertegnede. En holdning som jeg fornemmer bliver mere og mere udbredt blandt såkaldte “åndsarbejdere”, men som underligt nok for det meste falder for døve øren hos fagforeningsfolk, selv blandt 3F’ere – som er så stopfodret af fagforenings-propaganda og -kultur at de kræver ensretning før sund fornuft.
Borgmester Nicolai Wammen i Århus, vil gerne at byen skifter navn tilbage til dobbelt-a istedet for bolle-å, da det ifølge ham og andre vil gøre det nemmere at markedsføre byen internationalt. Hvordan det lige harmonerer med at man derved skruer tiden tilbage til for retskrivningsreformen af 1948, hvor bolle-å blev indført istedet for dobbelt-a (og navneord ikke længere skulle skrives med stort) er lidt uklart.
Egentlig synes undertegnede at det er helt iorden at Århus gerne vil anvende Aarhus som den officielle stavemåde for byen, dog ikke med den anførte begrundelse. Hvis man gerne vil anvende Aarhus istedet for Århus, bør det være af historiske årsager, på samme måde som navne som f.eks. “Østergaard” ikke automatisk blev lavet om til “Østergård” ved retskrivningsreformen – da dette ville være et utilstedeligt indgreb i personens identitet. På samme måde kunne Århus hævde at byens identitet var ændret ved indførelsen af bolle-å-stavemåden, men det er jo ikke det der er argumentet – det er snarere at man gerne vil internationaliseres og slippe for de vanskelige danske og skandinaviske bogstaver “Æ”, “Ø” og “Å”.
Dette er og bliver dog en omvendt argumentation. I mange år har dette problem spøgt indenfor IT-verdenen, hvor tastaturer og tegnsæt har gjort det besværligt at anvende disse specielle tegn, men istedet for at give op har forskellige ildsjæle taget kampen op i diverse internationale fora og standardiseringsorganer, og nået langt. Ikke at situationen er løst, hvilket dette forslag vidner om, men det vil da være lidt af en opgivende holdning, blot at rulle om på siden og give op.
Hvad bliver det næste? Et skrækeksempel kunne være at turistrådet på Ærø ville gøre øens navn mere internationalt og undgå disse “uheldige” danske tegn, og omdøbe øen til “Aeroe” – visse IT-folk med nogle år på bagen, vil måske foretrække “[r|” (ISO-646) 
|
|
