Problemet med Bandekrigen…
Den “bandekrig” der raser i gaderne og i avisspalterne, burde egentlig benævnes en lav-intensiv borgerkrig, men dette ville nok føre til en eskalering, hvorfor det er mere sikkert at blive ved med at benævne denne som en bandekrig og fokusere på avantgarden på begge sider: Indvandrerbander mod Rockere og deres lærlinge. Dette vil i nogen grad kunne holde tilstrømningen af nye “krigere” på begge sider i ave, men desværre nok kun i begrænset omfang. For et par dage siden måtte Københavns Kommune erkende at op til 700 nye indvandrere står på spring til at blive “bandekrigere” om året, hvor stort et antal der står på spring på den anden side nævnes ikke, men at dømme efter indlæg på Hells Angels hjemmeside, er det heller ikke nye rekrutter de mangler.
Justitsminister Brian Mikkelsen, er også ved at erkende at han mangler løsningsforslag på hvorledes man stopper denne eskalering, og at de allerede indførte tiltag ikke virker eller ihvertfald ikke løser problemet. Derfor har han oprettet en mailadresse under Justitsministeriet: stopbandernenu@jm.dk hvor borgere og andre opfindsomme sjæle kan komme med gode forslag til hvordan man skal gribe denne eskalerende situation an.
Det største problem i denne såkaldte bandekrig er at kun ganske få har overblikket over hvad det er der foregår, og der ikke er nogen af mainstream medierne der følger eller har interesse i at følge de overordnede linier i denne konflikt, man viger uden om kerneemnerne som katten om den varme grød. Derimod koncentrerer man sig om enkeltepisoder, som man tilgengæld udpensler i en sådan grad at fokus flytter sig fra at overskue situationen til mikrofokus på de enkelte ofre i konflikten. Dette forplumrer overblikket, samtidigt med at det faktisk er med til at holde konflikten igang, da det er “guf” for konfliktens parter, når de skal hverve nye rekrutter, da de med disse indslag kan vise modpartens “grusomheder” og hvorfor man skal melde sig hos dem for at stemme op imod disse. Dette er også i mediernes interesse, da dette er med til at holde en lind strøm af nyhedshistorier, om nye slag i bandekrigen, løbende ind på redaktionsgangene, og dermed skabe salg for medierne.
Ansvarlighed er ikke noget man skal vente sig fra medierne, især ikke når dette vil betyde mindre indtægt samt brud på den politiske linie som følges af hovedparten af journalisterne og redaktørerne.
Men hvad er løsningen da?
Der er ikke nogen nem løsning på denne konflikt, da den mest af alt er en naturlig konsekvens af et samfund i opløsning, et samfund der er ved at miste den ofte besungne “sammenhængskraft” og dermed et arnested for mere og mere polariserede grupperinger indefor samfundet. Denne opløsning har været længe undervejs, men er blevet yderligere accelereret ved at der er blevet introduceret en stor gruppe indvandrere med et andet sæt normer og kultur ind i samfundet på en skala, som ikke er set i nyere tid. Det hjælper ikke at en stor del af disse indvandrere har normer og kultur der er i strid med de fremherskende normer og kultur blandt de oprindelige danskere. Dette vil naturligvis give konflikter, især når det “gammeldanske” system er i opløsning, medens de nytilkomnes kultur og normer bliver understøttet og forstærket dels gennem den internationale udvikling, men også af den herskende elite og medier i landet, hvor denne gruppe beskyttes og tages i forsvar på stort set alle områder.
Så hvis man skal finde en løsning på problemet, må man tænke større end blot “bandekrigen”, man må tænke på hvorledes hele samfundsudviklingen skal formes i fremtiden. Vil vi have et multikulturelt samfund, eller vil vi have et monokulturelt samfund (og i givet fald hvilket). Historien viser os at multikulturelle samfund kun kan eksistere i længere tid hvis statsmagtens autoritet styrkes gevaldigt, og alle optrin til uro brutalt holdes nede (jfr. Frederik den Stores preussiske stat), i modsat fald vil et multikulturelt samfund gå igennem flere stadier af konflikt, indtil en af parterne i disse konflikter vinder og et monokulturelt samfund genetableres. Alt andet er ønsketænkning og våde drømme.
Så løsningen ligger såmænd i at vælge side, ikke i bandekonflikten, men i hvilken samfundssystem man ønsker. En politi/militærstat der kan holde multikulturelle samfundsgrupper fra at bekrige hinanden, eller et monokulturelt samfund, og i givet fald et der er baseret på vestlige værdier eller et der er baseret på islamiske værdier. Alle andre “løsningsmuligheder” er blot at trække pinen ud, og institutionalisere konflikten, således at den forankrer sig dybere i alle grupperinger i samfundet og samtidigt føre til yderligere ekstremisme på alle sider.
Alt sammen såre rigtigt. Det eneste problem i din analyse er, at den ikke sælger. Folk køber ikke historien som argument, fordi de er indoktrinerede til at tro på at netop deres generation er noget ganske særligt. YES WE CAN..
Du har nok ret i at den ikke sælger, men oplysningen må ud, om ikke andet så af terapeutiske årsager – Der er ikke noget bedre end at skrive sine tanker ned, det fordrer at man forsøger at sættte ord og struktur på dem. Hvis man kan overbevise én eller to personer ved samme lejlighed er det kun en bonus.
Løsningen vil ikke komme ovenfra. Hvis den kommer, vil den komme nedefra – eksempelvis via rockerne.
Vi gennemsnitsdanskere har gennem de sidste 100 år demonstreret, at vi ikke vil kæmpe for vor overlevelse. Det går jo alligevel, mener vi at vide. Udviklingen der har ført til, at der sandsynligvis allerede nu er langt over en million fremmede i Danmark er selvfølgelig skræmmende, men vi har udstyret os med høreværn, så vi gør intet. Vi messer det gode evangelium – integration, berigelse, velfærd og demokrati. Det skal nok holde problemerne borte – som sølvkorts og hvidløg varulve borte.
Jeg er en meget primitiv person. Det ved alle, der har fulgt mine skriverier. Dybest set tror jeg, at der gemmer sig en rocker i mig. Om ikke andet, så hans autonome sjæl, og hans krystalklare bevidsthed om, at Danmark er hans. Egentlig tror jeg, at de lidt bedre begavede af rockerne nærmest er en pendant til de amerikanske rednecks – de almindelige amerikanske arbejdere, der bare vil klare sig selv uden nogens indblanding. Som, uden at braldre med det, lever i overensstemmelse med frihedsrettighederne. Imidlertid lever de danske rockere, som vi andre, i et totalt sygt system – et system uden sammenhæng mellem indsats og belønning – så de er blevet konsekvensen af systemet. Kriminelle.
Ikke desto mindre tror jeg, at den sidste chance ligger hos dem. Nemlig i en ukontrolleret eskalering af bandekonflikten. Og den kan nemt komme. Det officielle Danmark indikerer hver dag i medierne med deres hetz mod rockerne, at indvandrerne skal stå for narkosalget i Danmark. De vil i hvert fald være ubegavede nok, til at tolke meldingerne derhen, og rockerne vil reagere på det. Det kan føre til den ukontrollerede konflikt, der i sidste ende vil tvinge danskerne til lovgivning, der uden at være i konflikt med menneskerettighederne, vil få de fremmede til at forlade Danmark. Det er jo let nok. Vi skal bare lade være med at give dem penge.
Mvh. Børge.
STEDET ER DANISTAN (DET TIDLIGERE DANMARK) ÅRET ER 2030
Ole er på vej hjem. Han har travlt. Den yderliggående muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir har beordret alle etniske danskere til ikke at færdes på offentlige steder efter solnedgang.
Oles hjem er nogle barakker som er opstillet på det tidligere Østerbro. Han har endnu langt hjem. Der er kun en halv time til solnedgang. Han cykler forbi det tidligere Christiansborg hvorfra han kan høre de muslimske bønner fra de kæmpestore højtalere, der er opstillet på den tidligere Christiansborg Slotsplads. Tusindvis af mænd fra organisationen Hizb-ut-Tahrir er på vej til messe.
Da Ole passerer det tidligere Kongens Nytorv, gentager det hele sig foran en anden moské. Hans Far har fortalt ham, at her var i gamle dage et fornemt teater, som hed Det Kongelige Teater.
Det udvendige af bygningen er uberørt. Kun indvendigt er det forandret, har han fået fortalt. Der er nemlig kun adgang for Hizb-ut-Tahrir. En lastbilkonvoj passerer ham fyldt med etniske danskere. Den er sikkert på vej til en af de mange arbejdslejre, som der bliver stadig flere af. For som Hizb-ut-Tahrir siger: ”En dag vil vi muslimer rense Danistan for denne pest.”
Hizb-ut-Tahrir har forbudt sine landsmænd at omgås de etniske kvinder. Kun i de særligt indrettede horehuse er det tilladt for muslimer at have omgang med disse kvinder. I horehusene er adgang for etniske mænd strengt forbudt.
Da Ole kører forbi Søerne, ser han til sin rædsel, at gadelamperne tændes. Det betyder, at han nu er for sent ude og kan risikere at blive anholdt.
Han drejer til højre ad det der engang hed Classensgade for at skyde genvej. Han kører helt ned til den tidligere Nordhavnsgade og svinger til venstre.
Han ved, at hvis han ser en bil, er det helt sikkert muslimer. De etniske danskere er for længst blevet forbudt at føre motorkøretøjer. Han tænker, at på en måde er det en lettelse, for så ved han i det mindste, at han skal passe på alle bilerne.
Ole får øje på nogle biler længere fremme. Det viser sig at være en etnisk mand, der er blevet anholdt af Hizb-ut-Tahrirs folk.
Ole trækker hurtigt sin cykel helt ind i voldens hulrum. Volden hvorpå togene kører. Herfra kan han se hvad der sker og samtidig være nogenlunde sikker på ikke at blive opdaget.
Hizb-ut-Tahrir folkene begynder at slå løs på manden. Ole kryber helt sammen i sit skjul.
I baggrunden kan han høre kanontorden. Det er ikke de etniske danskere der slås mod Hizb-ut-Tahrir, men serberne der slås mod kroaterne, som kom hertil for mange år siden på grund af en borgerkrig i et land der engang hed Jugoslavien.