Situationen i Iran…
Jeg skal være en af de første til at indrømme at jeg ikke er fuldt ud klar over hvad der foregår i Iran, hvorvidt modstanderne af valgsejren til Ahmadinejad er tilhængere af demokrati og andre vestlige værdier, eller de blot er en anden islamisk fløj der hellere vil være kalif istedet for kaliffen. Faktisk ved jeg ret lidt om hvad der foregår, dels på grund af den omfattende nyhedsblokade som styret har indført, dels på grund af at det er svært at verificere de rapporter der er sluppet ud fra demonstranterne via facebook og twitter og endeligt da en sådan konflikt altid vil omhylle sig i et slør af propaganda på begge sider der ikke har bund i virkeligheden, men udelukkende har til hensigt at skaffe sig goodwill fra omverdenen.
Men selv når man tager ovenstående i betragtning er der visse fakta som kan fastslås med ret stor sikkerhed:
- Der hersker stor tvivl om hvorvidt udfaldet af valget var retfærdigt, og det er ubestrideligt at der er foregået valgsvindel, eneste stridspunkt er i hvor stor grad.
- Det er ubestrideligt at styret i Teheran har reageret med overdreven voldsomhed mod demonstranterne, som synes at have demonstreret fredeligt og ubevæbnet.
- Det er svært at forestille sig et andet styre i Iran der skulle være værre for omverdenen end det nuværende.
Set i dette lys er der al mulig grund til at støtte Irans demonstranter i deres ret til at forsamles og anvende deres ytringsfrihed, uanset deres endemål og politiske overbevisning – uanset om de er ravende islamister, stalinister, eller demokratisk indstillede. Det burde være enhver befolknings ret at forsamles og ytre deres mening om det siddende styre, ligesom det bør være enhver befolknings ret at vælge det styre og den styreform de finder passende for deres land. Der er naturligvis visse styrer og styreformer som omverdenen må tage afstand til og bekæmpe i det tilfælde at de udvikler sig til en trussel mod dem – hvilket netop er tilfældet (eller burde være det) med det nuværende styre i Iran. Men før vi har set et andet styre og deres intentioner, bør vil afholde os fra at støtte det nuværende styre ved at diskreditere et eventuelt alternativ, uden reelt at vide hvad dette alternativ står for.
Der er naturligvis en del der blåøjet har støttet demonstranterne, udfra den tanke at enhver der er imod det nuværende styre, måtte være støtter af demokrati, ytringsfrihed og andre vestlige idéer, dette er naturligvis ikke tilfældet. Noget tyder på at der er elementer blandt demonstranterne der støtter sådanne idealer, men om disse ville vinde selvom det nuværende styre kollapsede, er yderst tvivlsomt, det mest sandsynlige ville være at en anden fløj af islamister ville vinde og det ville være – “Meet the new boss, same as the old one!” – mere eller mindre. På den anden side skal man ikke på forhånd afskrive et mirakel, uanset at chancen er lille, for at der kunne komme et nyt styre til som ville arbejde for forbedringer for Irans befolkning og Irans relationer til omverdenen.
En af de Dark Horses der er i den iranske situation, er den opblomstring der har været omkring den Persiske kulturarv og Zoroastrismen har været i fremmarch i Iran i de sidste årtier, selvom styret har forsøgt at holde denne bevægelse nede. Og netop med den persiske kulturarv er Iran noget særligt indenfor de islamiske lande, idet det er det eneste islamiske land hvor det ikke er lykkedes at undertvinge eller udrydde den før-islamiske kulturbevisthed. Dertil kommer at mange persere anser islam som et fremmedelement, indført af arabiske overherrer og deres besættelsestropper. Så det er ikke fordi der er er mangel på oppositionsgrupper i Iran, der er faktisk mange at vælge mellem. Spørgsmålet er om det nuværende styre har evnen til at holde alle disse udenfor indflydelse (som hidtil) og samtidig beholde sin legitimitet, eller i modsat fald om oppositionen har magten og styrken til at bryde igennem og tage magten fra det nuværende styre, og i givet fald hvilken del af oppositionen?