Sommerstilhed og træthed…
Der har været en del stille på bloggen i den sidste tid, dette skyldes dels at jeg har brugt en del tid på andre ting i sommervejret (når det ellers har været sommervejr) end at tilbringe tiden foran computerskærmen.
Men derudover har har der indsneget sig noget af en træthed over tingenes tilstand som mest af alt minder om at slå i en dyne, på et eller andet tidspunkt bliver man træt af dette uden at der er kommet synlige resultater ud af det, bortset fra ens egen træthed. Dette skal dog ikke opfattes som et tegn på opgivenhed, men blot en reflektion over hvorvidt dette er den rette tilgangsvinkel eller om det er på tide at prøve nye tilgangsvinkler for at bringe budskabet ud.
Jeg tror at det var Albert Einstein der på et tidspunkt udtalte at det var sindsyge/galskab (insanity) at blive ved at at lave det samme forsøg igen og igen og forvente at få et anderledes resultat end tidligere opnået. Derfor mener jeg det er sundt til tider at stoppe op og genoverveje om det man gør, netop er at gentage det samme forsøg igen og igen håbende på et nyt og bedre resultat… Det virker måske godt i sportens verden, men ikke specielt godt i den politiske debat.
På den anden side hvad er alternativet? Dette er et godt spørgsmål, som jeg ikke har et fuldstændigt svar på, det eneste jeg med sikkerhed kan sige er at det ikke er en mulighed at give op, da dette vil indbefatte en betingelsesløs overgivelse, hvor man sætter sig selv uden for enhver indflydelse, hvilket er mig uacceptabelt! Men jeg grubler stadig over hvilke andre muligheder der ligger og ikke er forsøgt, både i forbindelse med blogging men så sandelig også med andre metoder, ikke mindst off-line networking, hvilket på mange måder er mere stimulerende og succesrigt, men desværre også begrænset i sit omfang, da det er langt nemmere at nå en større skare på nettet, men det er også mindre forpligtende og ikke nær så intenst.